Formand færdig efter drama i partiforening
DSC_7953.jpg
Said Mo El Idrissi er ikke længere formand for Radikale Venstre i Brøndby, Ishøj og Vallesbæk. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Der er drama i Radikale Venstre i Brøndby, Ishøj og Vallensbæk. Formanden forsøgte at vælte folketingskandidaten, men endte med selv at blive væltet. Bølgerne går højt med beskyldninger frem og tilbage og med bodyguards til en ekstraordinær generalforsasmling

Radikale Venstre i Brøndby, Ishøj og Vallensbæk har fået ny formand.

Det står klart efter en ekstraordinær generalforsamling i partiforeningen i sidste uge. Her skulle de fremmødte tage stilling til to emner på dagsordenen: valg af formand og valg af kredsens folketingskandidat.

Oprindeligt var det kun folketingskandidaturet, der var på dagsordenen. Bestyrelsen ønskede en ny kandidat i stedet for Petar Socevic, der ved sommerens folketingsvalg var partiets lokale kandidat i Brøndby-kredsen, som dækker Brøndby, Ishøj og Vallensbæk.

Årsagen er ifølge Said Mo El Idrissi, at samarbejdet mellem den lokale kredsforening og den lokale kandidat ikke længere fungerer. På den anden side mener Petar Socevic, at der ligger personlige motiver bag fra Said Mo El Idrissis side, da bestyrelsen den 17. november sender en indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling rundt til medlemmerne med folketingskandidaturet på dagsordenen.

Mistillid til formanden

To dage efter indkaldelsen anmoder et medlem af foreningen, at formanden ligeledes skal være et punkt på dagsordenen på den ekstraordinære generalforsamling, fordi han og en række andre medlemmer ikke længere har tillid til kredsformand Said Mo El Idrissi.

Det fremgår af en mail, som medlemmet har sendt den 19. november 2019 til Said Mo El Idrissi, Petar Socevic samt partiets formand for Københavns Omegns Storkreds, Karoline Geneser.

Mistilliden til kommuneforeningens formand skyldes ifølge mailen, at han forsøger at underminere medlemsdemokratiet.

Medlemmet beskylder Said Mo El Idrissi for ikke at inddrage hele kredsbestyrelsen i beslutningen om at indkalde til den ekstraordinære generalforsamling, der fandt sted i sidste uge.

Den udlægning er Said Mo El Idrissi ikke enig i, skriver han i et svar tilbage den 19. november. I den mail fortæller han, at der allerede den 23. august blev afholdt et lukket bestyrelsesmøde, hvor der var enighed om at fastsætte en dato for en ekstraordinær generalforsamling med det primære formål at opstille en ny kandidat til Folketinget.

Said Mo El Idrissi gør det i sit svar klart, at den person i bestyrelsen, han ifølge beskyldningerne skulle have holdt udenfor, var til stede på mødet den 23. august i år. Samtidig understreger Said Mo El Idrissi, at et formandsvalg vil blive drøftet på dagen. Det vil ikke blive tilføjet til den eksisterende dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling den 3. december i år.

Han ender med at blive væltet som formand på generalforsamlingen. Her vælger Kemal Babalija at stille op imod Said Mo El Idrissi.

Det er Kemal Babalija, der er afsender på den mail, hvor det fremgår, at en stor del af vælgerforeningens medlemmer er utilfredse med den siddende formand, Said Mo El Idrissi.

En stor del af disse medlemmer er meldt ind i partiet inden for de sidste tre måneder, og det er på grund af disse indmeldelser, at Said Mo El Idrissi bliver bevidst om, at hans dage som formand for kredsbestyrelsen er talte.

Efterlyst på Facebook

Årsagen til stridighederne går et halvt års tid tilbage. Samarbejdet mellem kommuneforeningen og folketingskandidaten er ifølge Said Mo El Idrissi gået i stå efter folketingsvalget i juni.

I dagene efter valget, da valgplakaterne skal pilles ned, er Petar Socevic ikke til at få fat på, lyder det blandt andet fra den nu detroniserede kredsformand.

Said Mo El Idrissi vælger derfor den 14. juni at efterlyse Petar Socevic i et Facebook-opslag, hvor det fremgår, at dagens høst lyder på mellem 40 og 50 ulovligt ophængte plakater.

Folketingskandidaten er dog ikke enig i problemets omfang.

– Der er højst et par af mine plakater, der har hængt, efter de skulle have været pillet ned. Når der er over 2.000 plakater, og jeg overhovedet ikke fik hjælp fra Said Mo El Idrissi eller nogen andre i den sammenhæng til at hænge plakater op, så er det jo klart, at det også tager tid at få dem ned, siger Petar Socevic.

Folkebladet har talt med nogle af de øvrige kandidater i Københavns Omegns Storkreds, og de beretter alle den samme historie som Said Mo El Idrissi. Blandt andet står Dennis Schmock, der var kandidat for Radikale Venstre i Taastrup-kredsen, frem og beretter om, at Petar Socevic ikke gjorde nogen stor indsats for at få sine valgplakater ned igen.

– Da valget var overstået, og han ikke var valgt ind, virkede han ret ligeglad med sine plakater. Said Mo El Idrissi måtte simpelthen hver eneste dag i to uger køre rundt og pille plakater ned efter Petar Socevic, som hang alle mulige steder – også i kredse han slet ikke stillede op i, lyder kritikken fra Dennis Schmock, der har meldt sig ud af Radikale Venstre, fordi han trængte til en pause fra politik.

Samtidigt fortæller Dennis Schmock, at han undrer sig over, at hans plakater på gode placeringer i løbet af valgkampen var blevet skiftet ud med plakater fra Petar Socevic’ kampagne.

– Det er lidt pudsigt, men det kan jo være, at de er blæst ned, og så har der været en ledig plads, siger han lettere sarkastisk til Folkebladet.

Petar Socevic afviser, at han skulle have skiftet plakater ud under valgkampen, selvom flere kandidater har oplevet det samme som Dennis Schmock.

– Det er aldrig sket. Min familie og jeg, nogle af vores venner og kampagnefrivillige er alle gået op i at følge alle regler. Det betyder også, at vi aldrig har rørt andre kandidaters plakater, siger Petar Socevic.

Føler sig truet

Fordi Said Mo El Idrissi ikke kan få fat i sin kandidat, kontakter han formanden for storkredsen, Karoline Geneser.

Han fortæller, at de i kredsen var bekymrede for Petar Socevic. Det er denne bekymring, der danner baggrund for et besøg på Petar Socevic’ private adresse.

Ifølge Petar Socevic opsøger Karoline Geneser ham på hans bopæl i Hellerup 13 dage efter valget, hvor hun skal have optrådt ubehageligt over for Petar Socevic’ far.

– De her folk er mødt op på min personlige adresse med ubehagelig diskriminerende adfærd, de ringer og skriver diverse ubehageligheder til mig – endda også til mine venner, lyder det blandt andet i et opslag på Petar Socevic’ side på Facebook.



Folkebladet har spurgt Petar Socevic, hvem der er tale om. Han fortæller, at det handler om storkredsformandens besøg på hans private adresse i Hellerup små to uger efter valget.

At Karoline Geneser var på adressen, er senere blevet bekræftet i en mail, som storkredsformanden har sendt til Petar Socevic. Dog er parterne uenige om, hvad der er foregået under besøget 13 dage efter folketingsvalget.

Petar Socevic mener, at han har været udsat for chikane og truende adfærd. Det skriver han den 1. december 2019 i et opslag på sin side på Facebook.

– Karoline Geneser har udnyttet sin position i partiet til at gå ind og se min privatadresse for at kunne troppe op her foran min dør. Det finder jeg dybt grænseoverskridende, siger Petar Socevic og tilføjer, at storkredsformanden forlangte at komme ind ad døren for at finde ud af, om Petar Socevic var til stede i huset.

Den anklage afviser Karoline Geneser over for Folkebladet. Hun bekræfter, at hun var på bopælen den pågældende dag, men hun nægter at have udvist en truende adfærd over for Petar Socevic og hans familie. Derudover har hun ingen kommentarer, lyder beskeden, da Folkebladet kontakter hende.

Flyttet med kort varsel

Den ekstraordinære generalforsamling skulle oprindeligt være afholdt i Kulturhuset Brønden i Brøndby Strand.

Dagen før afholdelsen blev stedet imidlertid rykket til en køreskole i Vallensbæk, hvor Said Mo El Idrissi er ansat.

Petar Socevic er meget forundret over, at man flytter lokale så kort før generalforsamlingen. Han mener, at flytningen sker for at gøre det sværere for folk at dukke op. Det er Petar Socevic’ opfattelse, at Said Mo El Idrissi udfører Karoline Genesers ordre ved at indkalde til den ekstraordinære generalforsamling, og ved at indstille Karoline Geneser som dirigent, så hun vil kunne fratage Petar Socevic ordet.

Ifølge Said Mo El Idrissi er årsagen til flytningen dog, at der kun er plads til 15 personer i det lokale, der er reserveret i Kulturhuset Brønden, og der er ikke andre ledige lokaler samme sted den dag.

– Vi plejer at være mellem syv og 10 personer til vores generalforsamling. I dagene op til er det min fornemmelse, at der vil komme mange flere denne gang. Derfor flyttede vi generalforsamlingen til Vallensbæk, siger Said Mo El Idrissi, der samtidigt afviser, at han parerer ordrer fra sin storkredsformand.

Bølgerne mellem Petar Socevic på den ene side og Said Mo El Idrissi på den anden går så højt, at landsformand Svend Thorhauge og repræsentanter for partiets forretningsudvalg deltager i den ekstraordinære generalforsamling, der nu er rykket til en kælder nær Vallensbæk Station. Det sker for at sikre, at den forløber roligt.

Flankeret af bodyguards

At der kommer gæster fra partiet er opsigtsvækkende i sig selv. Det er ikke normal procedure. Ej heller er det kutyme, at en deltager er flankeret af bodyguards.

Petar Socevic ankommer til Vallensbæk i selskab med tre bodyguards. Det er dog Petar Socevic’ far, som er med, der har hyret de tre vagter, lyder forklaringen.

– Med det, min far oplevede på sin hjemmeadresse, ville han ikke acceptere, at han skulle føle, at min bror og jeg på nogen måde skulle komme i en situation, hvor man kunne have den mindste flig af en tanke om, at vi kunne blive truet, eller noget der er værre end det, siger Petar Socevic om beslutningen om at medbringe vagter til en generalforsamling i en partiforening.

Han tilføjer, at det også var, fordi generalforsamlingen blev flyttet til Said Mo El Idrissis private arbejdsplads dagen før.

– Hvorfor har man ikke fra starten afklaret, hvor stort et lokale man havde brug for? Det hele virkede mærkeligt, siger Petar Socevic.

Beslutningen om at medbringe sit eget vagtværn faldt ikke i god jord hos landsformanden for partiet, der efter generalforsamlinen foran Folkebladets journalist tydeligt gjorde det klart for Petar Socevic, at han aldrig nogensinde vil se bodyguards til et arrangement i Radikale Venstre igen.

Anspændt stemning

Flere, der var til stede i lokalet, hvor generalforsamlingen fandt sted, oplyser, at der var en ubehagelig stemning i rummet.

Folkebladets journalist fik ikke lov til at overvære generalforsamlingen, men måtte pænt vente uden for lokalet sammen med de tre bodyguards, der ligeledes var henvist til venteværelset Den ene holdt nøje øje med slagets gang gennem et vindue i venteværelset.

Da generalforsamlingen er slut, overhører Folkebladets journalist, at den nu tidligere formand kalder et andet medlem af foreningen for en slange. Det får Petar Socevic og hans bror Stefan Socevic til at skrive en klage over Said Mo El Idrissi til landsformand Svend Thorhauge og Jens-Christian Navarro Poulsen, der er medlem af Radikale Venstres Forretingsudvalg.

Her gør de klart, at Said Mo El Idrissis opførsel er uacceptabel. Selv erkender Said Mo El Idrissi, at han skulle have kaldt det pågældende medlem en slange, og efter generalforsamlingen have bedt ham forlade køreskolen.

– Det kan godt være, at det ikke er så pænt, men jeg står ved det, jeg har sagt, lyder Said Mo El Idrissis kommentar til episoden.

Han er ærgerlig over, at han ikke længere er formand, men han accepterer de demokratiske spilleregler og hilser den nye formand Kemal Babalija held og lykke med formandskabet.

Folkebladet har forsøgt at kontakte Kemal Babalija, men han har ikke besvaret avisens mange opkald. Vi ville gerne have hørt fra den nye formand, hvordan han vil skabe ro i sit bagland.

Imens overvejer Said Mo El Idrissi sin politiske fremtid. Han understreger dog, at han ikke skifter til et andet parti.

– Hvis jeg ikke skal være i Radikale Venstre, bliver jeg løsgænger, siger Said Mo El Idrissi, der er foreningens eneste kommunalbestyrelsesmedlem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top