Historisk mølle får vinger igen
DSC_6456.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndbyvester Mølle får snart sine vinger igen. De blev i sommer taget ned af sikkerhedsårsager. Nu er der udsigt til, at vingerne kommer igen. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Den gamle mølle i Brøndbyvester mistede tidligere i år vingerne. Nu får møllen en tiltrængt renovering, der giver vingerne tilbage

Der er godt nyt for Brøndbyvester Mølle, der siden den 2. juli i år har måttet undvære sine vinger.

De var blevet så slidte og porøse, at det ikke længere var forsvarligt at lade dem hænge, og derfor besluttede kommunen at pille dem ned af sikkerhedsmæssige årsager.

Udover udfordringerne med vingerne har den 131 år gamle mølle kæmpet med vand, der trænger ind gennem taget.

Den historiske bygning, der blev opført i 1888, er med tiden blevet et vartegn for Brøndby Kommune. Samtidig er den et symbol på det landbrugssamfund, der kendetegnede området, inden Brøndby udviklede sig til en moderne forstad til København. De mange skader betyder imidlertid, at der er hårdt brug for en renovering af den gamle mølle, som Brøndby Kommune overtog i 1967.

Brøndbyvester Mølle var derfor på dagsordenen på det seneste møde i kommunalbestyrelsen, hvor det blev besluttet at afsætte 1,2 millioner kroner til at sætte møllen i stand.

I dagligdagen bliver Brøndbyvester Mølle passet af otte frivillige i Brøndbyvester Møllelaug, som kommunen har været i dialog med frem til beslutningen.

– Jeg er glad for, at vi er landet på en løsning som sikrer, at møllens renoveres på en måde, så dens autentiske udtryk bevares, samtidig med at løsningerne er langtidsholdbare og fornuftige i forhold til vedligehold, siger borgmester Kent Max Magelund (S), der er borgmester i Brøndby.
Renoveringen af møllen forventes at være afsluttet i løbet 2022.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top