Jul fra syd til nord
Jul-1.jpg
Borgmester Henrik Rasmussen tændte juletræet i Vallensbæk Nord.
VALLENSBÆK. For første gang var der to juletræstændinger i Vallensbæk – en i syd og en i nord. Begge steder blev julen sunget ind til duften af æbleskiver og gløgg

Som noget nyt var der i år juletræstænding i Vallensbæk Nord på Tværbækvej ved Sundhedshuset.
– Måske er det en ny tradition, vi begynder i dag, sagde borgmester Henrik Rasmussen, da han bød velkommen fredag eftermiddag ved skumringstid, hvorefter han tændte lyset med hjælp fra en lille julenisse.
I boden fra menighedsplejen kunne man købe æbleskiver og gløgg, og Vallensbæk Koret sang, mens mørket faldt på, og julestemningen indfandt sig.
Dagen efter var der så det traditionelle ”Jul i Vallensbæk”-arrangement ved rådhuset med boder, klippe-klistre-aktiviteter og børneteater fra Zebragruppen – et stort program med en række ensembler fra musikskolen. Klokken 16 gik Luciaoptoget gennem Vallensbæk Kultur- & Borgerhus ud til pladsen foran rådhuset, og en snekanon forsøgte ihærdigt at dække juletræet.
Både i syd og nord var juletræerne flot dekoreret af julehjerter, der var malet og pyntet af børn fra kommunens daginstitutioner samt brugere af seniorhuset Korsagergård.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top