Ordpatruljen støtter yngre elever
Ordpatrulje.jpg
Ordpatruljen er gode til at støtte andre elever og skal derfor på tur til trampolinland. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. På Pilehaveskolen er en gruppe elever med i Ordpatruljen, der hjælper og støtter yngre elever, der har fået at vide, at de er ordblinde. Det er en stor hjælp og derfor har deres lærer søgt og fået en tur i trampolinland til dem

Det kan være svært at få at vide, at man er ordblind. Det er alle otte børn i Ordpatruljen på Pilehaveskolen enige om.
– I starten syntes jeg, det var rigtig ærgerligt, for jeg var den eneste i klassen, der var ordblind. Så fandt jeg ud af, at der var mange andre, der også var det, og så blev jeg mere glad. Nu har jeg lært meget om det og har fået mange venner, der også er ordblinde, fortæller Ida, der går i 7. klasse.
Hun har derfor meldt sig til at være en del af Ordpatruljen, der hjælper andre yngre elever, der netop har fået at vide, at de er ordblinde.
Det samme har Anne, der går i 8. klasse.
– Det er vigtigt at sige, at man ikke er den eneste og man ikke skal føle sig anderledes. Man er som man er og man skal ikke tage det dårligt. Man kan sagtens få hjælp via de her apps, siger hun.
Ordpatruljens støtte til de mindre elever består nemlig af to ting. Dels en emotionel støtte til de børn, der måske kan føle sig alene med deres diagnose, dels en teknisk hjælp med at lære de computerprogrammer og apps, der gør, at ordblinde i dag kan fungere som alle andre elever.
– Jeg kan huske den dag, jeg fik at vide, at jeg er ordblind, hvor jeg tænkte, at jeg gerne ville have noget hjælp, for jeg forstod ikke alt det teknologi, som bare blev kastet i hovedet på en. Da jeg fandt ud af det, tænkte jeg, at det var ret besværligt, så det vil jeg med glæde hjælpe andre børn til at lære, siger Anne.

Vigtigt for skolen
Det er Mette Schneider, der er ansvarlig for Ordpatruljen og den IT-rygsæk, som er en samlet betegnelse for alle de IT-værktøjer, som de ordblinde elever bruger.
– Først og fremmest synes jeg, Ordpatruljen skaber et fællesskab blandt de store ordblinde elever. Derudover er det en kæmpe gevinst for skolen, at de går ned og hjælper de yngre elever, der lige er blevet diagnosticeret ordblinde. De ved ikke lige helt, hvordan de skal håndtere de følelser og tanker, så det giver rigtig stor hjælp at tale med nogle ældre ordblinde, som helt stille og roligt kan sige ’sådan havde jeg det også den gang, men se, hvor jeg er nu. Der er jeg, fordi jeg bruger det her og det her og fordi jeg har tænkt de tanker’, siger hun.
Hun oplever også, at det kan være rigtig svært for børn at få at vide, at de er ordblinde.
– Nogle af de følelser, de kommer med først, når de er blevet diagnosticeret, er at de er dummere end andre børn, fordi de er ordblinde. Men de finder ud af i denne proces, at de faktisk er gode til en masse ting, siger Mette Schneider.
Til et møde i Ordpatruljen kunne hun derfor overbringe en glædelig nyhed.
– Jeg synes, I gør et kæmpe stort arbejde med at hjælpe andre ordblinde elever her på skolen. Derfor har jeg søgt om og har også fået et legat, så I kan komme ud og springe på trampolin, sagde hun til dem.
Det glæder eleverne sig til.
– Det er fedt, at der er nogle der sætter pris på det vi gør for at hjælpe andre, siger Anne.

Mejeriernes Skolemælkslegat
Mejeriernes Skolemælkslegat uddeler årligt 200.000 kroner. Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. I år var der indsendt 430 ansøgninger, af dem fik 28 projekter et legat. Der er uddelt beløb fra 700 kroner og op til maksimumbeløbet på 5.000 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top