Skriver bog om Kirkebjerg Torv
Bog-Kirkebjerg-Torvs-Apotekudsalg.-2015..jpg
Kirkebjerg Torv Apoteksudsalg til venstre i billedet. 2015. Foto: Privat.
BRØNDBY. Ib Garodkin har skrevet en hel bog om butikkerne på Kirkebjerg Torv, hvor han selv er vokset op lige i nærheden. Folkebladet har fået lov til at bringe to kapitler

Kirkebjerg Torv er et af de ældste shoppingområder i Brøndby. Da Kirkebjerg-bebyggelsen blev bygget, blev der planlagt et torv, hvor beboerne kunne klare ikke bare de daglige indkøb, men også større indkøb som cykler og legetøj. Torvet og dets butikker har en lang historie. Den historie folder Ib Garodkin ud i en hel bog, som han har skrevet.
Det var faktisk hans bror, John Garodkin, der startede på bogen.
– Mange gode opslag i Facebook-grupperne Brøndbyvester Eliten og Brøndbyvester Skole giver min nu afdøde bror, John Garodkin, en række hukommelsesspor, der for en stor dels vedkommende ender på Kirkebjerg Torv. Disse hukommelsesspor giver ham inspiration til at samle egne og andres erindringer om Kirkebjerg Torv og dele dem med andre, som så måske også kan få en oplevelse fra fortidens skatkammer. Sygdom forhindrer John i at få egne og andres erindringer omsat til en bog, som det er hans intention. Jeg synes, at det er synd, at hans indsamlede erindringer skal gå tabt, hvorfor jeg sætter mig for − omend i en anden form − at genoptage hans arbejde, fortæller Ib Garodkin.
Han er selv født i 1957, mens broderen var født i 1948. De har altså haft deres barndom og opvækst gennem 50’erne og 60’erne. De boede på Kirkebjerg Allé og Ved Kirkebjerg.
Erindringsbogen handler primært om Kirkebjerg Torvs første 25 år.
– Hovedvægten i bogen ligger således, som det også fremgår af bogens titel, på de ældste forretninger. I kortere form beskrives forretningernes videre skæbne til dato. Det gamle Kirkebjerg Torv − en erindringsåbner er ikke en faglitterær bog, og ej heller en opsummering af erindringer om en fjern tid. Den er derimod en blanding, hvis formål er at sætte gang i læserens indre billedarkiv. Af samme grund er det en bog, der aldrig vil blive skrevet færdig. Der vil således altid kunne tilføjes nye erindringer og fakta, siger Ib Garodkin.
Det er endnu usikkert, hvordan bogen udkommer. Ib Garodkin har nemlig ikke mulighed for selv at betale for en grafiker og få bogen udgivet. Han håber, at Forstadsmuseet vil hjælpe med at få bogen og dens indhold ud.
I første omgang hjælper Folkebladet med at bringe to kapitler. I denne uge kan man læse om legetøjsforretningen, der senere blev til apotek og nu pizzeria. I næste uge bringer vi kapitlet om cykelhandleren, hvor man nu kan besøge Café Hjulben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top