En ekstra udgift for folkepensionister: Servicebussen bliver til en betalingsbus
Servicebus.jpg
GLOSTRUP. Fra midten af 2020 skal man betale for at rejse med servicebussen, der ellers har været gratis siden 2017. Folkebladet har i den anledning snakket med nogle passagerer om deres mening

Servicebussen (bus 847) triller ind på Glostrup Station. Ud træder en masse passagerer sammen med buschaufføren, der hjælper passagerer ind og ud med deres rollatorer. Han hilser på de nye passagerer, og man får med det samme en fornemmelse af, at de er bekendte med hinanden.
Bussen kører først, så snart alle passagererne har sat sig til rette. Undervejs stopper den ved de sædvanlige busstoppesteder, så folk kan stige af og på, men den stopper også mellem stoppesteder, hvis dette passer bedre for bussens brugere. Hvis bussen er foran sin tidsplan, stopper den også i længere tid ved et stoppested, så ingen borgere misser bussen, der kun går en gang i timen.
Så snart bussen stopper, træder passagererne ind i bussen uden at betale.
Men til sommer bliver dette ændret, for der bliver servicebussen til en betalingsbus. Folkebladet har tidligere skrevet om budgetforliget for Glostrup Kommunes økonomi, hvor der ikke var økonomi til at fastholde servicebussen som en gratis bus. Derfor bliver standerne til Rejsekort i bussen, der på nuværende tidspunkt er defekte, sikkert flittigt brugt, når passagererne skal betale for at benytte sig af bussen.

Borgere viser bekymring
Så snart der kommer brugerbetaling på servicebussen, vil det blive anderledes. Folkebladet var ude at køre med servicebussen, og i den anledning snakkede vi med nogle af passagererne. Nogle af dem viser bekymring for, at mange af de ældre måske vil stoppe med at benytte sig af servicebussen, da det vil blive forvirrende for dem at benytte sig af de forskellige betalingstyper som pendler- og periodekort.
En anden grund til, at færre måske vil benytte sig af servicebussen, kan skyldes pensionisternes stramme økonomi. I Hvissinge bor der en del ældre, og her er der ingen muligheder for at handle ind. Derfor bliver de nødt til at benytte sig af bussen, hvis de for eksempel skal have handlet ind.
– Det er nedværdigende. Efter klokken 16 er det kun bus 166, der kører. Der er så mange ældre herude (red.: Hvissinge), og der er ingen butikker, så hvis vi skal handle, er Spar det tætteste på, og den er 2,5 kilometer væk. Det vil også være en ekstra udgift for os folkepensionister, fortæller Johnie Bragjerd, der er folkepensionist og bosat i Hvissinge.
Alligevel er det ikke alle af servicebussens brugere, der kommer til at mærke den helt store forandring, når de skal til at betale for at bruge den.
– Det betyder intet for mig. Jeg har et personligt kort, så derfor får det ingen betydning for mig, fortæller Abdul Issa.

En social bus
De brugere, som Folkebladet har snakket med, har givet udtryk for, at de har været meget glade for at benytte sig af servicebussen. Ofte, når en ny passager stiger ombord, bliver der vinket og hilst til buschaufføren, men også de øvrige passagerer. Der bliver givet god tid til, at få den enkelte borger på plads, og så falder snakken.
Snakken falder på hverdagsting, men også ”så er vi her igen.” Man får derfor hurtigt en fornemmelse af, at folk kender hinanden her. Udover buschaufføren hjælper de øvrige passagerer også hinanden med at få rollatorerne og hinanden på plads.
Mange af passagererne synes derfor, at det er hyggeligt at køre med denne bus, da de ikke oplever samme service og sociale fornemmelse ved andre busser.
Under den en times lange køretur steg der i alt 33 passagerer på. Selvom mange af passagererne gav udtryk for deres utilfredshed vedrørende den kommende brugerbetaling for servicebussen, udtrykte en del, at de alligevel vil betale sig fra det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top