Jakob har koden til at slå Amazon
Burd.jpg
Jakob Kristiansen er direktør i Burd Delivery, der sidste år vandt FDIH’s E-ner for deres innovative tilgang til at levere pakker. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Burd Delivery vandt sidste år FDIH’s E-ner pris for en innovativ tilgang til pakkelevering. De kan levere pakker samme dag, som de bliver bestilt og modtagerne ved præcis, hvornår buddet kommet med pakken

I Fabriksparken i Glostrup ligger Burd Delivery. Herfra bliver der leveret pakker til det meste af Østsjælland, samt Århus og snart også til byer i resten af Danmark.
Konceptet er egentlig meget simpelt. Du bestiller noget på nettet inden en fastsat deadline, senere på dagen får du en besked i Burd’s app om, hvornår din pakke bliver leveret og til den aftalte tid i løbet af aftenen ringer det på døren og du får din pakke.
– Vi leverer i aftentimerne, hvor folk er hjemme. Det er til stor glæde for vores kunders kunder, der jo er folk som dig og mig, der arbejder om dagen og derfor kun er hjemme om aftenen, siger direktør Jakob Kristiansen.

Har skiftet fokus
Burd Delivery har levet et lidt omskifteligt liv. Virksomheden startede egentlig som Trukbird, der var med i første sæson af Løvens Hule.
Her fik tre iværksættere 300.000 kroner til deres virksomhed, der mindede lidt om Gomore, bare for pakker. Tanken var, at skulle du fra Glostrup til Aalborg med plads i bagagerummet, kunne du tjene lidt til benzin og bro ved at tage en pakke med på dele af eller hele vejen.
Derefter var Burd Delivery i en periode et firma, der leverede varm mad fra restauranter i Storkøbenhavn.
I oktober 2017 blev den første pakke fra Saxo leveret af Burd i det koncept, som forretningen kører efter i dag.

Et Tetrisspil
Den historie er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor Burd er, hvor de er i dag, og deres tilgang til tingene.
– Det har været en rejse, hvor man har taget det bedste, fra det man havde fokus på, med over i det nye, og så har man skilt sig af med det, der ikke virkede, forklarer Jakob Kristiansen.
For eksempel kan pakkemodtagerne i dag følge buddets vej via Burds app og få et præcist ankomsttidspunkt. Det er taget fra dengang firmaet fokuserede på madleveringer, hvor det selvfølgelig var vigtigt.
– Folk synes, det er sjovt, at de kan sidde sammen med deres børn og følge buddet på nettet. Vi har en helt præcis forventet ankomsttid, så vi spilder ikke din tid, siger Jakob Kristiansen.
Det er en ret unik mulighed.
– De andre muligheder, der er i markedet, det er, at man skal tage fri en halv eller hel dag fra arbejde, for at modtage en pakke eller hente den i en pakkeshop. Ved os kan du ringe til buddet og sige, stil den bare i kælderskakten, jeg er ikke hjemme. Det betyder, at vi leverer mere end 96 procent af alle pakker første gang, forklarer han.

Vil være CO2-neutral
Burd kan blandt andet levere i aftentimerne, fordi alle deres bude har jobbet som et fritidsjob. De bruger deres egne biler eller cykler til at levere pakkerne, hvilket er det bedste, fra dengang firmaet transportede pakker på tværs af landet. Det betyder dog, at der skal gang i den helt store regnemaskine, inden budenes ruter kan fastlægges. Dette har Burd i dag bygget deres egne algoritmer til at lave.
– Vi måler og vejer alle pakker, så vi kan pakke dem i det rum, som du har til rådighed. Hvis du kører bil, så har vi målene på din bil og sørger for, at pakkerne ikke overstiger de mål. Alle cykelbude kører rundt med nogle store lyserøde tasker. Så der går et tetrisspil i gang hver dag, hvor vi skal have pakket pakkerne ned i de tasker. Vi sørger selvfølgelig for, at pakkerne, der skal leveres først, bliver pakket øverst i tasken, forklarer Jakob Kristiansen.
Fra Glostrup kommer bude og kører til hele Storkøbenhavn. Nogle tager nogle fyldte rygsække med til København, hvor cykelbuddene venter.
– Vi er ved at finde ud af, om vi kan få nogle pakker over på elscotere og i el-biler. Vi kan se, at især i København, der kan vi godt få leveret flere pakker på el-drevne enheder, siger Jakob Kristiansen.
For her kommer en anden del af virksomhedens historie ind i billedet. Virksomheden blev født ud af en tanke om at udnytte den kapacitet, der er i folks bagagerum, blandt andet ud fra et miljømæssigt hensyn.
– Vi prøver at finde metoder, til at gå mod nul udledning af CO2. Foruden et fokus på cykler og el-drevne køretøjer, så er vi igang med at søsætte en løsning, hvor vi kommer til at offsette al den CO2 vi udleder. Vi køber al den CO2 vi udleder fremadrettet fri og derved vil alle leveringer være grønne, når du vælger Burd Delivery, siger Jakob Kristiansen.

Fritidsjob
Tidligere var pakkebuddene ikke ansat af Burd, men var selvstændige. Det er det, der bliver kaldt gig-economy, der af mange økonomer bliver set som fremtiden. Tanken er, at alle er selvstændige og kan levere den service, der er mest behov for på et givent tidspunkt.
Da det blev for svært for mange af buddene at holde styr på de mange skatteregler, er de i dag ansat.
– Det er ikke for at snyde, at folk de ikke betalte, de kunne bare ikke finde ud af at bruge Skats hjemmeside. Vores bude er lønnet med en timeløn, en kørselsgodtgørelse og en bonus for hver femstjernet anmeldelse. Vi spørger altid kunden via en sms, om de vil rate oplevelsen. Hvis kunderne siger, at noget gik galt, så kan vi meget hurtigt reagere på det og tage fat i buddet og sørge for at træne dem til at gøre det bedre næste gang, siger Jakob Kristiansen.
Den fleksibilitet betyder, at jobbet er relevant for mange forskellige typer.
– Vi har alt lige fra studerende og pensionister til folk med gode jobs som advokater og revisorer. Der er nogle, der gør det for at tjene lidt ekstra, der er nogle, der gør det for at komme ud og møde mennesker. Vi har også nogle, der gør det for motionens skyld, cirka 20 procent af vores pakker bliver leveret på cykel, siger Jakob Kristiansen.
Burd Delivery’s ønske om at være bæredygtig stopper dog ikke der. De har et samarbejde med flere kommuner, hvor de hjælper flere af deres flexjobbere, førtidspensionister, samt andre der er langt væk fra jobmarkedet, tilbage på jobmarkedet.
Burd Delivery er sågar begyndt at teste samarbejde med foreninger, der ønsker at tjene penge til deres gøremål. Ved at tage vagter hos Burd Delivery, så kan de lettere og hurtigere tjene penge til for eksempel deres rejseaktiviteter.

Årets E-ner
Ved FDIH’s uddeling af E-handelspriser sidste år vandt Burd Delivery prisen årets E-ner. Til den pris får fem virksomheder tre minutter hver til at præsentere deres koncept.
– Jeg prøvede at forklare om vores service, at du kan følge buddet live, fortæller Jakob Kristiansen.
Efterfølgende skal alle 800 gæster til prisuddelingen så stemme på den bedste, ved at smide en kugle i et rør. Her endte der med at være flest kugler i Burds rør.
Det har betydet meget for Burd, at der var så mange, der troede på konceptet.
– Når man er en start-up virksomhed, så vil mange gerne have en konstant levering af den service, du siger, du leverer. Det at gå ind i et samarbejde med en logistik-partner, det er et ret stort valg. Kundens totaloplevelse er ikke bare det, der bliver købt på websitet eller app’en. Det er helt frem til det bliver leveret ved din hoveddør. Webshops vil hellere give den mulige samarbejdspartner nogle år, så de sikrer sig, at det ikke bare er en opstartsvirksomhed, der falder på røven igen. Det, at vi har fået den pris, har gjort, at mange af dem, vi har haft en løbende dialog med, kan se, at vi er gået fra at være en opstartsvirksomhed til faktisk at være en seriøs spiller på markedet, siger Jakob Kristiansen.

Til kamp mod Amazon
I E-handelsbranchen frygter mange, at Amazon er på vej til at gøre deres indtog i Danmark.
Jakob Kristiansen tror dog på, at Burd kan levere noget, som Amazon ikke kan.
– Burd Delivery har et unikt produkt. Amazon er i gang med at bygge et center op i Stockholm og så har de noget i Tyskland. De vil ikke kunne levere med samme cut-off tider i Danmark. Dansk e-commerce har et forspring, hvis de bruger vores service, fordi vi kan levere samme dag, siger Jakob Kristiansen.
Det betyder også, at Burd Delivery på sigt kan vende tankegangen om for mange butikker.
– I dag kan du sidde på nettet og bestille en vare, som du så skal hente i en butik. Vi kan tilbyde, at du går ind i en butik og kigger på en vare, som du gerne vil købe. Hvis den ikke er på lager, så kan butikken sige ’Vi sender den til dig, du har den i aften’, forklarer Jakob Kristiansen.

Får det på skinner
For Jakob Kristiansen er det super spændende at være en del af en start-up virksomhed.
– Det er fantastisk, synes jeg og de folk, som er med til at bygge virksomheden til nye højder er uundværlige. Når ting de begynder at køre for meget på skinner, så begynder jeg at kede mig. Jeg trives bedst i et kaos og virvar. Sådan er der mange mennesker, der ikke har det. Jeg kan godt misunde de mennesker, der har fundet den ro i deres liv. Jeg trives med at forsøge at gøre noget bedre, end det var før, siger han.
Det er dog ikke kun en dans på roser at være iværksætter.
– I tilværelsen som iværksætter betyder også, at der er perioder, hvor det ikke er sjovt, både økonomisk, sikkerhedsnetmæssigt og så videre. Men når du kommer ud på den anden side, så er følelsen til gengæld ubeskrivelig. Jeg er allerede meget stolt af det, vi har opnået, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top