Kapitel 1: Cykelhandleren
Arne-Askov-Jensen-foran-sin-forretning.jpg
Arne foran sin butik. Knallertudstilling på fortovet. Lamper i vinduet til venstre og cykler i vinduet til højre. Bemærk automaten ved indgangen. Når man skal have repareret sin cykel, går man ned ad en slidske til højre i billedet (kan ikke ses) til kælderen, hvor Arne står for reparationerne. 1955. Foto: Privat
BRØNDBY. Dette er kapitel 1 i bogen om forretningerne på Kirkebjerg Torv. Dette kapitel handler om forretningen på adressen Park Allé 285 B, der blandt andet har været cykelhandler

Af Ib Garodkin

Købmand Brandt (1946-1952)
Maj 1946 er Otto Brandts kolonial formentlig den første forretning, der åbner på Kirkebjerg Torv. Måske åbner Kolonialen, Ismejeriet og Viktualien nogenlunde samtidig.
Otto Vilhelm Brandt (f. 9. september 1906 − d. 10. juni 1982) fødes på Brøndbyøster Nordmark ved Roskildevej. Han er nummer fem af en stor børneflok på ni levende og tre dødfødte børn. Inden han kommer til Kirkebjerg, bor han i Valby samt på forskellige adresser i Glostrup (bl.a. Fabriksvej 8, Godsbanevej 8, Hovedvejen 127 og Nordre Ringvej 5). Ottos far, Hans Peter Julius Brandt (f. 1872), dør inden Ottos konfirmation i 1920, så moren, Ane Marie Brandt f. Jensen, står alene tilbage med den store børneflok.
Otto Brandt bliver gift to gange. 28. april 1933 bliver han i Timotheus kirke, Valby, gift med sin første kone, Else Marie Larsen (f. 17. april 1914). Ved ægteskabets indgåelse er Otto inkassator, og Else er strygerske. De bor hos Elses forældre på Langagervej 1 A i Valby. Otto og Else får sammen datteren Birthe Wikie Brandt (f. 23. maj 1934 − d. 15. august 2014). Birthe bliver født på fødeklinikken på Lyshøj Allé 18, 2. sal, Valby. Hendes forældre bor Vigerslev Allé 170 A st., Valby. Birthe bliver døbt i Timotheus kirke 9. september 1934, og konfirmeret i Glostrup kirke 3. oktober 1948.
11. juli 1942 bliver Otto borgerligt gift med sin anden kone, Dagny Lilly f. Bendtsen (f. 12. januar 1911 i Roskilde). Sammen får de børnene Erik Brandt (f. 22. december 1942 − d. ja) og Jørn Brandt (f. 16. marts 1945 − d. ca. 2005). Efter endt studentereksamen læser Erik teologi − og muligvis også litteratur − på Københavns Universitet. Derefter er han højskolelærer i Sønderjylland. På et tidspunkt kører han galt med sin bil og får varige mén.
Allerede i slutningen af 1945 flytter familien Brandt til Park Allé 2 (nu: Park Allé 285) og bor i lejligheden oven over deres kommende købmandsforretning.
Forretningen er ikke stor, så da de nye forretninger nord for Park Allé er færdige i 1952, vælger han at flytte til Park Allé 11 (nu: Park Allé 288).
På frontfacaden står »KOLONIAL«. På den ene sidefacade står der »KAFFE − THE«, på den anden »TOBAK − VIN«.

Askov (1952-1956)
I 1952 overtager cykelhandler Arne Askov Jensen og konen, ekspedient Karla Askov Jensen, forretningen, der slet og ret skifter navn til: Askov.
Arne Askov Jensen (f. 15. oktober 1912 − d. medio maj 1989) er født i Viskinge (ca. 12 km øst for Kalundborg) i Nordvestsjælland, men farens familie stammer fra Askov i Sønderjylland, hvilket har givet mellemnavnet »Askov«. Faren, Ejnar Jensen, som er avlskarl, hedder ikke selv Askov. Inden Arne Askov Jensen kommer til Kirkebjerg, arbejder han som cykelsmed flere steder i København − blandt andet på Enghave Plads. Han er også selv aktiv cykelrytter i Arbejdernes Bicykle Club. Umiddelbart inden Arne og Karla Askov køber forretningen på Kirkebjerg Torv, har de været 1½ år i Sydamerika, hvor Arne blandt andet arbejder som konsulent for et mejeri.
Karla Askov Jensen (f. 15. marts 1909 − d. 24. december 1985), som helt korrekt hedder Carla Johanne Mary f. Nielsen, kommer fra Holløse ved Tisvilde i Nordsjælland, hvor hendes far, Johan Peter Nielsen, er smedemester. Karla er nummer to ud af en børneflok på seks. Ligesom Arne flytter hun til København, hvor de bliver gift på Københavns rådhus 30. marts 1940. De får ingen børn.
Forretningens adresse er nu skiftet til Park Allé 8. Dog bruger Askov selv adressen Kirkebjergtorv 8 på sine pladehylstre.
I datiden er det meget almindeligt, at cykelhandlere står for pladesalget. Når de gamle grammofoner går i stykker, er det cykelhandleren, der reparerer mekanikken.
Arne og Karla bor i lejligheden oven over forretningen.
På frontfacaden er »KOLONIAL« nu skiftet ud med »ASKOV«. På den ene sidefacade står »CYKLE«, på den anden »BØRSEN«.
Som én af de første i Kirkebjerg får Askovs fjernsyn. Som blikfag anbringes det i forretningsvinduet, hvor det virkelig trækker nysgerrige folk til, der kan se fjernsyn for første gang i deres liv.
Ultimo 1956 drager Arne og Karla på en jordomrejse. Inspireret af al det fremmede slår de sig ned i Sydney, Australien, hvor de forsøger sig med kyllingeproduktion og træskoskæreri. Ultimo 1958 er de hjemme i Danmark igen, og de etablerer forretningen »Askovs Frugt og Grønt« i Glostrup Butikscenter.

Dalgaard (1956-1991)
19. november 1956 overdrages forretningen til Erik Dalgaard Larsen. Dalgaard fortsætter Askovs cykelforretning og kalder forretningen Dalgaard Cykler og Radio. Forretningen har også en el-afdeling, hvor de sælger lamper og lignende.
Erik Dalgaard Larsen (f. 14. april 1927 − d. 16. april 2016) er født på Københavns amtssygehus på Frederiksberg, men bor hele sit liv i Glostrup (bl.a. Østervej 13 og Nyvej 18), indtil han flytter til Kirkebjerg. Faren, Frantz Carl Larsen, stammer fra Fårevejle-egnen. Navnet »Dalgaard« stammer fra den gård, hvor Eriks far kommer fra. »Dalgaard« indgår dog ikke i Eriks fars efternavn.
Erik er uddannet købmand i Roskilde. Han arbejder en tid i Cykelimporten i Glostrup, og bliver i foråret 1956 ansat som kommis hos købmand Brandt på Kirkebjerg Torv.
I 1953 bliver Erik gift med Lilli Dalgaard Larsen f. Michaelsen (f. 23. november 1929 − d. 6. februar 1993), som også stammer fra Glostrup. De bor op til vielsen således på Gasværksvej 12, Glostrup. Lilli er uddannet laborant. Hun hjælper til i butikken. De senere år mest med regnskaber og løn.
Erik og Lilli får to børn: Hanne Dalgaard Larsen (f. 22. februar 1957) og Lars Erik Dalgaard Larsen (f. 29. februar 1960 − d. 31. maj 1991).
Lars fødes på skuddagen i 1960 på Gyda Wengs fødeklinik i Rødovre (Maglekær 30). I 1991 dør Lars pludseligt af hjertestop på Glostrup Sygehus efter en indlæggelse med lungehindebetændelse.
Fra forretningsovertagelsen i 1956 og til 1963 bor familien oven over forretningen. I 1963 flytter de til en villa på Park Allé 313. Dog beholder de to værelser samt bad og køkken i forretningen, som bliver brugt til kontor og frokoststue. Det sidste værelse (soveværelset) inddrages formentlig i nabolejligheden i 1963.
Frontfacadeskiltet skiftes ud med »CYKLER« (i blåt) og »RADIO« (i rødt).
Da slagter Peter Christian Petersen ophører, flytter naboen sit ismejeri til den tidligere slagterforretning, og Dalgaard udvider 1. maj 1978 cykelforretningen med ismejeriets lokaler.
19. november 1981 afholder Dalgaard i pomp og pragt et stort 25-års forretningsjubilæum med blandt andet en veteranbil som blikfang.
Forretningens første mekaniker er Poul Larsen − fra starten i 1956 til ca. 1960. Derefter får han sit eget autoværksted i Køge. Poul Larsen er ejer af veteranbilen, der er blikfang ved jubilæet i 1981.
Poul Larsens efterfølger i cykelværkstedet ca. 1960 er Helge Larsen. Helge, der også bliver kaldt »Knallert-Helge«, arbejder hos Dalgaard i 24 år og 10 måneder. Derefter stopper han, fordi han ikke vil have 25 års jubilæum. Arbejdsmæssigt flytter han over på den anden side af vejen og starter hos Ericsson.
Som én af flere lærlinge har Dalgaard John Pedersen, der i 1992 starter sin egen cykelforretning, J. P. Cykler, på Gammel Køge Landevej 778 B i Brøndby Strand. En anden ansat hos Dalgaard er Annelise Christensen, som formentlig gennem alle årene står for rengøringen.

Efter 1990 − kort fortalt
1. januar 1991 overtager Edvard Skjold forretningen under navnet Brøndby Cykler. Han driver forretningen frem til år 2000.
I perioden 2000-2006 har Janus Cykelservice ApS med direktør Johny Janus Pedersen i spidsen til huse på adressen Park Allé 285. Selskabet starter 14. september 2000 og går konkurs 22. december 2006.
TT-Cykelservice ved Thomas Haakansson overtager forretningen, da Janus Cykelservice ApS går konkurs i 2006, og han har forretningen til 2015.
Cykelforretningen bliver sat til leje i november 2015.
1. februar 2016 etablerer Jan Knudsen (f. 1961) Café Hjulben, efter at der på adressen har ligget cykelforretning i mere end 60 år.
Jan driver caféen sammen med sin samlever Annette Andersen (f. 1964). På grund af Jans helbredsproblemer standser de som caféejere ved udgangen af oktober 2019. Mehmet »Memo« Gür (f. 15. december 1972) overtager straks derefter caféen, som han driver i samme stil som Café Hjulben.
Efteråret 2019 bor Jan og Annette på Banemarksvej, Brøndbyvester.
I perioden 1. september 1993 og frem til år 2000 forpagter Jan Knudsen Kirkebjergsalen.

Bog om Kirkebjerg Torv
Ib Garodkin har skrevet en bog om Kirkebjerg Torv, der hedder Det gamle Kirkebjerg Torv. Folkebladet har fået lov til at bringe to kapitler. I sidste uge bragte vi en baggrundsartikel om bogen og artiklen om legetøjsforretningen, der senere blev til apotek og nu pizzeria. Læs det på Folkebladet.dk

Bogen udkommer i slutningen af januar eller starten af februar. Den bliver på 106 sider i B5 format med masser af billeder

1 kommentar om “Kapitel 1: Cykelhandleren”

  1. Diana Asbæk siger:

    Glæder mig til bogen kan købes

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top