Næste skridt i byudvikling vedtaget
Byudvikling-2.jpg
Foto: Grafik: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. Det næste store skridt i udviklingen af bymidten i Glostrup blev taget på kommunalbestyrelsens møde i januar, hvor nogle pamfletter blev godkendt. De skal danne grundlag for en dialog med dem, der skal investere i bygninger i Glostrup. Det er altså ikke færdige planer endnu

Kommunalbestyrelsen har over de seneste år arbejdet intenst med, hvordan bymidten skal udvikles. I 2017 blev Strategi for udvikling af Bymidten vedtaget med 28 principper for byudvikling og en stribe delaftaler, hvoraf nogle er vedtaget.
Onsdag i sidste uge blev næste skridt i planerne taget. Her blev nogle såkaldte markedsorienterede pamfletter godkendt. Der er tre pamfletter, der beskriver udbygningsmulighederne på Banegårdspladsen, i Rådhusparken og i området syd for Fritidscenteret.
– Jeg er utroligt glad for den her sag. Vi runder en milepæl og kommer et skridt videre med udviklingen af vores bymidte, sagde Piet Papageorge (V), formand for Vækst- og Byudviklingsudvalget.
Pamfletterne og de tilhørende tegninger skal ses som skitser, som viser mulighederne for, hvordan områderne kan komme til at se ud i fremtiden. Der er for eksempel ikke sat højder på, hvor høje de bygninger, der er tegnet ind, skal blive.
– Det her er ikke nogen endelig beslutning om, at det er sådan, vores bymidte kommer til at se ud, sagde Piet Papageorge.
Pamfletterne skal nu bruges til, at kommunens embedsmænd kan gå i dialog med investorer om, hvordan de vil udvikle området. Når den dialog er afsluttet kan kommunalbestyrelsen så vedtage nogle endelige lokalplaner, der beskriver i detaljer, hvordan området skal se ud i fremtiden.
– Nogle vil måske kalde dem onde kapitalister, men det er dem, der kan booste vores by og gøre planerne til virkelighed, så det ikke bare er arkitekters og politikeres drømme. Det er noget af en milepæl til at komme et skridt videre, sagde Piet Papageorge.

Nogle underlige ting
Der var da også politikere, der mente, at nogle ting i skitserne så underlige ud.
– Lad mig indledningsvis give udtryk for, at pamfletterne selvfølgelig indeholder flere spændende idéer. Men der er også pletter, der gør, at jeg ikke klapper i mine hænder, sagde Flemming Ørhem (DF).
Det gav Lisa Ward (S) ham ret i.
– Det er på tide, at vi kommer videre, så vi kan blive mere konkrete. Det synes jeg vi skylder vores borgere, at det ikke bare bliver en snak, men at vi handler. Jeg er enig i, at der er steder, hvor man tænker, hvorfor står der noget der? Jeg tænker vi slet ikke er der. Det er et volumenstudie, så ting kan flyttes rigtig meget. Så jeg synes det er et rigtig godt udgangspunkt, sagde hun.
– Jeg har været med i politik i en del år. Der er lavet rigtig mange planer for, hvad der skal ske i Glostrup. Det her er for første gang en plan, som der er lidt musik i, og som kan lade sig gøre. Jeg håber, at jeg selv kommer til at opleve en del af det. Det er ikke noget, der kommer til at ske over en nat. Det vil ske i et langsomt tempo, så vi kan følge med, og efterhånden som folk har lyst til at investere i Glostrup. Det er jo ikke os, der skal ligge pengene i det her, supplerede Søren Enemark lidt senere.
Enhedslisten lagde også vægt på, at planerne ikke er endelige.
– Fra Enhedslistens side kan vi stemme ja til det her, med den tryghed, at der bliver diskuteret hen ad vejen og der ikke er noget, der er fastlagt endnu, sagde Steen Rosenquist.

Kan vi følge med?
Palle Laustrup fra Socialistisk Folkeparti undlod at stemme i sagen.
– Det er en større sag, der i voldsomt omfang vil ændre hele Glostrup Bymidte. Jeg synes, det er ganske udmærket, det, der ligger omkring stationen og bymidten. Arealet omkring Christiansvej det kan jeg ikke anbefale bliver udviklet, som der står i pamfletten. I SF’s optik er det alt for sammenpresset med huse til erhverv, parkering, bolig og en daginstitution til mindst 100 børn samt et endnu større regnvandsbassin. Der bliver mangel på grønne oaser og plads til, at folk kan ånde. Når man ser på Kirkebjerg Parkhouse på sydsiden af stationen, hvor tæt husene står på hinanden, så der er indkig i andre lejligheder, det går bare ikke, sagde Palle Laustrup (SF).
Dan Kornbek Christiansen fra Det Konservtive Folkeparti undlod også at stemme.
– Vi er ikke enige i at det skal være så markant og vildt. Vi er ikke enige i, at der skal bygges så højt og voluminøst. Vi vil gerne bevare Glostrup som en by tæt på Københavns centrum, men stadig en by med en hvis provinsiel charme, sagde han.
Han var nervøs for, om Glostrups institutioner kan følge med udviklingen.
– For os er det vigtigt at udvikle Glostrup i et tempo, hvor Glostrup kan følge med, hvor vores borgere kan følge med, hvor vi kan stå på mål for de institutioner, skoler, anlæg, ældrecentre og andet vi har. For der er meget, der kan og skal gøres bedre, sagde han.

Der er ikke råd
Lars Thomsen blev i sommeren 2018 smidt ud af Venstre, da han ikke ville stemme for planerne for at udvikle bymidten. Efterfølgende startede han Bylisten. Han stemte derfor også imod planerne på kommunalbestyrelsens møde.
– Kernefortællingen siger, at vi i 2030 ønsker 27.700 mennesker, det er mere end 5.000 flere, end der bor i dag. Det svarer til mellem 2.000 og 2.500 ekstra lejligheder, vi skal presse ind med den trafik, det giver, sagde han.
Hans kritik har hele tiden gået på, at regeringens loft over kommunernes anlægsudgifter betyder, at skal der bygges nyt i forbindelse med byudvikling, er der andre ting, der ikke kan bruges penge på, for eksempel renoveringer.
– Det, der gør mig ondt, er, at vi har en masse institutioner, som halter voldsomt efter med vedligeholdelse, sagde han og brugte de to børnehaver, der er sat penge af til, som eksempel.
– I budgettet er der sat næsten 50 millioner af til nye børnehaver. Det er store børnehaver. 130 til 150 børn i hver ny daginstitution er mange. Den eneste grund til, at vi har brug for så store daginstitutioner, er fordi vi skal bygge alle de ejendomme. Jeg har hele tiden sagt, lad os ny få styr på det grundlæggende i Glostrup Kommune. Lad os få nogle daginstitutioner, som lever op til det, man kan forvente nu om dage, sagde han.
Borgmester John Engelhardt (V) påpegede, at de to planlagte daginstitutioner er erstatninger for Syrenen og Violen, der er nedslidte.
– I hele den kabale, er der beregnet, at vi nedlægger to dagtilbud, som i dag er af en kvalitet, som vi ikke kan være bekendt, sagde han.
Lars Thomsen mente, at man godt kan vente med byudviklingen:
– Dem, der skal bygge, de har også penge, der skal investeres, om ti år. Om ti år har de fået bygget i alle de kommuner, hvor man gerne vil have bygget et let og hurtigt byggeri, hvor man kan stable nogle folk ind. Jeg har en ambition om at Glostrup bliver en spændende by med nogle spændende bygninger, sagde han.

Vedtaget
For pamfletterne stemte Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten med 16 stemmer
Imod stemte Bylisten med en stemme.
Konservative og Socialistisk Folkeparti undlod at stemme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top