Ny sognegård endeligt vedtaget
Ny-sognegård.jpg
Sådan så en tidlig model af den nye sognegård ud. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Kommunalbestyrelsen i Glostrup har endeligt godkendt den lokalplan, der giver Glostrup Sogn mulighed for at bygge en ny sognegård. Den skal efter planen stå færdig i 2021 og give plads til en masse nye aktiviteter

På kulturnatten 2018 kunne Glostrup Menighedsråd efter længere tids arbejde præsentere det projekt, som de havde valgt som Glostrups kommende sognegård.
Bygningen forventes at stå færdig i 2021. Den bliver på 1.111 kvadratmeter. Da det er noget større end de nuværende bygninger, er der behov for flere parkeringspladser. Der er derfor parkeringskælder under bygningen. Op- og nedkørsel til den har på grund af grundens skråning været en af udfordringerne. Den er derfor flyttet til nordsiden af bygningen, men heller ikke her ligger den helt uproblematisk.
– Nu flytter vi nedkørslen til parkeringskælderen, så forlygterne på bilerne vil komme til at lyse direkte ind i naboens hus. Jeg foreslog derfor, at man skulle tale med naboen, om de var interesserede i et hegn, der tager lyset, sagde Lars Thomsen (BL), hvilket der var opbakning til.
Den skrånende grund gav også en anden udfordring, nemlig med at finde ud af, hvor høj bygningen i virkeligheden er. I den nye lokalplan er der givet tilladelse til, at den er 11 meter høj, hvilket mange af naboerne mente var for højt. De seneste tegninger af bygningen viser, at den målt fra fortovskanten er 10,6 meter høj. Målt fra det niveau, som er fastsat i lokalplanen, er den 9,7 meter høj, men står man på dørtærsklen og måler til bygningens højeste punkt, er der 8,5 meter.

Plads til kulturlivet
Det er menighedsrådets plan, at den nye sognegård skal give plads til koncerter, foredrag, kunstudstillinger, koraktiviteter og babysalmesang i et levende og favnende fællesskab. Den slags aktiviteter er der allerede i den nuværende sognegård og i Østervangkirken, men det sker oftere og oftere, at der er kamp om pladsen og at arrangementer må udskydes eller fravælges på grund af pladsmangel. Især er køkkenfaciliteter ønsket.
– Glostrup er en særdeles aktiv by med usædvanligt mange foreninger, og i Glostrup Menighedsråd vil vi gerne bidrage ved at bygge et hus med aktiviteter, som åbner sig for hele byen, siger Tommy Carlsen, der er formand for Glostrup Menighedsråd.
Derfor har menighedsrådet besluttet at bygge en sognegård, der er stor nok til, at byens kulturliv også kan få gavn af lokalerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top