Rådhusparken: Væk med brandstation, bibliotek og Bygning Syd
Byudvikling-2.jpg
Sådan kan Rådhusparken komme til at se ud. Foto: Grafik: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. Pamfletten, der beskriver den kommede udvikling i Rådhusparken, viser en del bygninger, der skal fjernes og en masse nye bygninger

Pamfletten for udvikling af Rådhusparken er udarbejdet af arkitektfirmaet SLA efter et oplæg fra Glostrup Kommune.
Oplægget har været dels at finde plads til flere bygninger, men også at bevare og udvikle parkkvaliteterne og også at aktivere området mere. Derfor kan man i området blandt andet se forslag om en ny legeplads, en multibane, hvor man for eksempel kan spille basketball eller street-fodbold, samt nogle nyttehaver.
Bygningsmæssigt er bibliotekets bygning væk. Det samme er bygningen ved siden af, kaldet Bygning Syd, hvor en del af rådhusets ansatte har kontorer. Brandstationen og ungdomsboligerne i den gamle politistation er også væk. Alle bygninger er ældre bygninger, der ikke er i særligt god stand. Flemming Ørhem (DF) påpegede, at en ny placering af brandstationen skal være på plads, før man kan rive den gamle ned.
– Jeg mener, at brandstationen ligger strategisk rigtigt placeret i forhold til sin opgave. En evt. anden og ligeså strategisk rigtig placering af brandstationen må på plads før vi nedlægger den på sin nuværende placering, sagde han.
Glostrup Kommune har undersøgt forskellige mulige nye placeringer til brandstationen, men der er endnu ikke fundet en god løsning.

Flere nye bygninger
I stedet for de bygninger, der bliver revet ned, er der tegnet andre nye bygninger ind. Det bliver understreget, at det er skitser. Hovedtanken med bygningerne er såkaldt randbebyggelse, der skal ligge i udkanten af parken og omkranse det, der så kan blive til et sammenhængende grønt areal. Det er for eksempel bygninger, hvor de nedrevne bygninger ligger, men også en bygning ud til Hovedvejen og en mellem det, som på tegningerne bliver kaldt Rådhusgården og Rådhushaven.
– Tilkørsel til rådhus og parkering ved rådhuset må tydeliggøres, men jeg ønsker ikke byggeri mellem det, der i pamfletten betegnes Rådhushaven og Rådhusgården. Og så ønsker jeg intet byggeri i Rådhusparken – et grønt område, der jo er meget klimavenligt og omdanner CO2 til ilt, sagde Flemming Ørhem.
Det er forventningen, at der i Rådhusparken kan være mellem 13 og 15.000 kvadratmeter byggeri, som formentlig primært vil blive boliger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top