Skrald blev til Shakespeare-stykke
2019-09-13_at_11-36-45__DSC6928x.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. En ottendeklasse på Brøndby Strand Skole var ude at samle skrald ind. Resultatet blev en mini-udgave af Shakespeares kendte forestilling Romeo & Julie

Skrald er næppe det første, man forbinder med William Shakespeares mesterværk Romeo & Julie.

På Brøndby Strand Skole har en ottendeklasse skullet forene de to ting i et huskunstnerprojekt støttet af Statens Kunstfond. I et to uger intensivt forløb skulle de både lære om skuespil og at producere kostumer og kulisser.

– Det er som at lære alfabetet samtidig med at skulle læse højt, for de skal have redskaberne og metoderne til at lave en forestilling samtidig med, at de skal producere scener og kulisser, forklarer skuespiller Camilla Sophie Lohmann om projektet.

Sammen med scenografen Charlotte Calberg har hun brugt 14 dage intensivt med en skoleklasse på Brøndby Strand Skole, og det er endt med, at klassen kunne vise arbejdet frem foran resten af skolen. Det har ikke været uden udfordringer.

– Der er mange grunde til, at der har været bump på vejen. Først og fremmest har mange af dem aldrig været i teateret. For det andet har man, når man går i ottendeklasse, ikke haft kreative fag i fire år. nogle af dem kan dårligt holde på en saks, og det med at læse drama, det er ikke noget de har, forklarer Charlotte Calberg.

En tur i containeren

Kostumerne og kulisserne består udelukkende af affald, som eleverne har skullet samlet ind, før forløbet gik i gang. Det var klassen ikke så indstillet på i starten.

– Den første uge var der ikke nogen, der samlede noget ind. Det var først i den sidste uge, at folk begyndte at komme med skrald, fortæller Dina, der går i 8. klasse på Brøndby Strand Skole.

Hun fortæller, at der gik noget tid, før det gik op for hende og klassekammeraterne, at det ikke var madrester, de skulle bruge, men pap og plastik.

– Det var ok, da vi først kom i gang. Da vi fandt ud af, at det ikke var noget ulækkert skrald, forklarer Dina.

Den udfordring nikker de to professionelle instruktører genkendende til. Valget af affald som basis for kostumer og kulisser er dog ikke tilfældigt.

– Det er et dejligt rodet udtryk, du får, og der er ikke noget facit. På en eller anden måde når eleverne har fundet ud af, at det ikke handler om organisk skrald, der lugter, men at man godt kan bruge aviser, pap fra toiletruller, skruelåg og den slags til noget sjovt, siger Charlotte Calberg.

God eksamenstræning

At stå på en scene er ikke noget, eleverne har været vant til. De ser det dog som en øvelse i at arbejde sammen.

– Hvis man laver en film eller et teaterstykke, skal alt spille sammen. Alle er afhængige af hinanden, forklarer Nicole, der spillede med i stykket.

Hun mener, at de har lært at parkere noget af nervøsiteten ved at stå på en scene, og det kan de bruge, når de for eksempel skal fremlægge ting foran klassen, fortæller hun.

Det ligger i tråd med de svar, som Camilla Sophie Lohmann og Charlotte Calberg fik, da de talte med hver elev for at afklare, hvad de hver især skulle have ud af projektet.

– For flere har det handlet om at blive mere modige og turde præsentere noget foran en masse mennesker. Det kan de bruge fremover, fortæller Camilla Sophie Lohmann om huskunstnerprojektet, der blandt andet dækker dansk, engelsk og samfundsfag.

To hovedtemaer

At koge en kæmpe drama som Romeo & Julie ned til en forestilling på 20 minutter er ikke nemt.

Derfor har instruktørerne slået ned på fire af hovedscenerne og tilsat tekster skrevet af eleverne med udgangspunkt i deres eget liv. Alt sammen er holdt inden for to temaer.

– Det er der kommet noget meget skarpt og brugbart materiale ud af, som er med i forestillingen. Vi har noget Shakespeare-tekst med i forestillingen, men ellers har vi arbejdet meget med temaerne i Romeo og Julie, især den store, passionerede kærlighed, som man vil gå i døden for, og det at være født ind i en konflikt, som ikke er ens egen, fortæller Camilla Sophie Lohmann.

Selv synes eleverne, at det har været sjovt, men det har også været hårdt at få kostumerne til at holde.

– Det er også lidt stressende, fordi de hele tiden går i stykker, fordi de er lavet af papir og plastik, så man bliver hele tiden nødt til at ordne det, lyder det fra eleverne, som Folkebladet har talt med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top