Tophold var for stor en mundfuld
DSC_6572x.jpg

Foto: Robert Hendel

Sofie Manzano (i gult) og de øvrige håndboldkvinder fra Brøndby kom til kort i opgøret mod topholdet fra HIK Foto: Robert Hendel
SPORT. Brøndby Håndboldklub tog i weekenden imod topholdet HIK. Hjemmeholdet kunne dog ikke stille noget op mod de stærke gæster trods en flot første halvleg

Kvinderne fra Brøndby Håndboldklub led sæsonens syvende nederlag, da topholdet HIK kiggede forbi Stadionhal 1.
Hjemmeholdet bed godt fra sig i første halvleg, hvor en solid defensiv anført af målvogter Faranak Salahi, der pillede den ene bold efter den anden fra HIK’ stærke offensiv.
De mange redninger betød, at de to hold fulgtes ad frem til pausen. I anden halvleg lykkedes det dog ikke at bevare det gode spil, og HIK kunne derfor langsomt trække fra hjemmeholdet, der aldrig fik gang i offensiven.
Cheftræner Ole Axelsen mener dog, at præstationen overordnet er godkendt.
– Vi spiller en supergod første halvleg, hvor vi i pausen snakker om, at vi bare skal holde ved,siger Brøndby-træneren.
Fra bænken kunne han frusteret se holdets mange forgæves forsøg på at låse HIK’ stærke 6-0-forsvar op. Bedre blev det ikke af, at hjemmeholdet brændte et hav af straffekast i anden halvleg.
– At holde dem nede på 22 mål i kampen er godkendt. Det er bare ærgerligt, at vi kun selv laver 14. Især fordi vi kun scorer fem i anden halvleg. Det handler meget om vores angrebsspil, konstaterer Ole Axelsen, der også peger på en række skader som en del af forklaringen.
Målvogter Faranak Salahi var plaget af feber og måtte udgå i anden halvleg, og i første halvleg måtte Josefine Pilemark tages ud på grund af en skade, mens playmaker Nanna Vestergaard løb rundt med en dårlig fod.
Det skal dog ikke være nogen undskyldning, for HIK har et godt hold, understreger Ole Axelsen og erkender, at HIK lige nu ikke er blandt de hold, som Brøndby Håndboldklub skal slå i ligaen.
De vigtige kampe er mod Helsingør, Helsinge, Tved og Roskilde, lyder trænerens vurdering.
I øjeblikket ligger Brøndby Håndboldklub på ottendepladsen i damernes 2. Division, pulje 3. Næste kamp er mod endnu et tophold, når Brøndby Håndboldklub skal på besøg hos Lyngby HK den 18. januar.
Næste hjemmekamp er i Stadionhal 1 den 28. januar, hvor Helsingør Håndbold kommer på besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top