Udskældt firma tager skraldet et år mere
2019-12-01_at_15-40-26_DSC_2296x.jpg

Foto: Robert Hendel

Kommunalbestyrelsen har forlænget aftalen om affaldshåndtering med Remondis, selvom flere borgere har klaget. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Brøndby Kommune har forlænget kontrakten med Remondis, selvom en del borgere har udtrykt deres utilfredshed med affaldsindsamlingen i kommunen

Selvom mange borgere i Brøndby har udtrykt utilfredshed med Remondis’ affaldsindsamling, har kommunalbestyrelsen netop forlænget kontrakten, der går til maj 2021, i op til yderligere et år.

– Vi får mange klager over, at Remondis laver fejl, og dem tager vi naturligvis alvorligt og drøfter med Remondis, siger Vagn Kjær-Hansen (SF), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.

Ifølge Vagn Kjær-Hansen er der dog en logisk forklaring på forlængelsen.

– Vi håber og tror, at de retter op og fremover lever op til vores kontrakt med dem. Selv om der måske bliver ved med at være flere fejl end tidligere, er det nødvendigt at forlænge den nuværende kontrakt.

Det kræver nemlig god forberedelse, hvis kommunen selv ønsker at stå for opgaven, eller hvis en tredje aktør skal ind i billedet.

– Først vil vi undersøge eventuelle alternativer, og derefter tager det tid at gennemføre et nyt udbud eller at forberede en ny organisering. Det kan betyde, at vi selv vil løse opgaven, eventuelt sammen med andre kommuner, siger Vagn Kjær-Hansen.

Emnet vil blive diskuteret på et temamøde den 21. januar 2020, hvor kommunalbestyrelsen vil vende muligheder, fordele og ulemper ved udbud eller hjemtagelse.

1 kommentar om “Udskældt firma tager skraldet et år mere”

  1. Det er selvfølgelig uheldigt, hvis kommunens borgere har haft uheldige oplevelser med affaldsindsamlingsvirksomheden.

    Det er imidlertid ikke sikkert, at en evt. hjemtagning af affaldsindsamlingen bliver bedre og billigere for borgerne – måske tværtimod. Derfor er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen overvejer sagen grundigt.

    Hvis opgaven hjemtages, vil der i fremtiden ikke være konkurrence, som der jo er når opgaven udbydes blandt private vognmænd.

    Med venlig hilsen
    Søren Büchmann Petersen
    Danaffald
    DTL – Danske Vognmænd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top