Vestbad: Slagsmål om millioner
vestbad.jpg
Restaureringen af friluftsbadet ved Vestbad skulle have været færdig i sommeren 2019. Bygherre og entreprenør er uenige om, hvem der har ansvaret for forsinkelsen. Foto: Pressefoto
BRØNDBY. Mens badegæsterne i friluftsbadet ved Vestbad må væbne sig med tålmodighed, er en konflikt kamp mellem bygherre og entreprenør blusset op

I sommer havde en del badegæster set frem til en dukkert i den udendørs afdeling af Vestbad.

Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, fordi byggeriet blev forsinket, og friluftsbadet nåede derfor ikke at åbne i sommeren 2019 som planlagt.

Et år forinden i sommeren 2018 tog Lene Due, der er formand for Vestbad, og Brøndbys borgmester Kent Max Magelund (S) det første spadestik i en omfattende renovering, der skulle få det historiske friluftsbad til at se ud som ved indvielsen i 1958.

Hvem, der har ansvaret, er bygherren Rødovre Kommune og hovedentreprenøren, Christiansen & Essenbæk uenige om. Rødovre Kommune beskylder Christiansen & Essenbæk for ikke at levere til tiden, og Christiansen & Essenbæk anklager kommunen for et mangelfuldt udbudsmateriale og dårlige tegninger.

– Jeg kan forstå, kommunen synes, vi er forsinket igen og igen og ikke overholder de tider, der er aftalt. Til det kan jeg kun understrege, at vi har bedt om tidsfristforlængelse flere gange, fordi det materiale vi har fået af kommunens folk, er så mangelfuldt, at vi har måtte skrive over 160 tillægs- og ændringsaftaler, har Jon Buch Vedstesen, der er administrerende direktør i Christiansen & Essenbæk, oplyst til Rødovre Lokal Nyt.

Dummebøder

Bygherres tålmodighed med hovedentreprenøren er ikke til at tage fejl af. Den er ikke-eksisterende.

En aktindsigt i sagen viser, at Rødovre Kommune har pålagt Christiansen & Essenbæk dagsbøder på næsten 100.000 kroner for hver dag, de overskrider tidsfristen. Den hed oprindeligt den 28. juni 2019.

Der er altså tale om svimlende summer i millionklassen, som entreprenøren skal betale i det, der i branchen bliver kaldt dummebøder.

De skal blandt andet være med til at kompensere for, at regningen for renoveringen er blevet næsten fordoblet fra 20 til 35 millioner kroner. De resterende penge håber kommunen at hente ind via et forlig i voldgiftsretten.

– Der er lavet en syn- og skønssag. Derefter kan det blive en voldgiftssag, men jeg håber, vi når frem til et kompromis for jeg håber ikke, Vestbad får et kæmpe underskud, der skal arbejdes ind, da det ikke vil være godt for borgerne, siger Lene Due (S), der udover at være formand for Vestbad er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, i Rødovre Kommune.

Ifølge Lene Due har Christiansen & Essenbæk stillet krav om ekstrabetaling for en række arbejder, som Rødovre Kommuner anser for at være beskrevet udbudsmaterialet. Hun mener, at mange af uenighederne burde være undgået.

Fejl i udbudet

Der er flere forhold i sagen, der fortjener at blive belyst af en uvildig, skriver Rødovre Lokal Nyt.

Blandt andet mangler der svar på, hvorfor Rødovre Kommunes folk har været så lang tid om at svare på henvendelser fra entreprenøren omkring udsættelse af tidsfristen, og hvorfor man har hyret et nyt firma ind til at sørge for strømforsyningen til det vandbehandlingsanlæg, man angiveligt har fejldimensioneret fuldstændig i udbudsmaterialet. Faktisk så meget, at der slet ikke er strøm nok på grunden til, at det kan virke.

I praksis betyder det, at kommunen i stedet for at lade den nuværende entreprenør stå for en løsning har lejet en stor generator andetsteds, som lige nu forsyner anlægget med strøm, indtil et andet firma graver ledninger ned og fører dem hen til en permanent strømkilde af passende størrelse. Den slags koster op imod 3.000 kroner om dagen.

– Vi er igen og igen gået i stå i det her projekt, fordi kommunens folk ikke kan svare på nødvendige spørgsmål angående udbudsmaterialet, siger Jon Buch Vedstesen, der er administrerende direktør i Christiansen & Essenbæk til Rødovre Lokal Nyt.

– Adskillige gange har firmaet bedt om møder med folk højere oppe i systemet, som ved, hvad de snakker om, tilføjer han.

Ifølge Jon Buch Vedstesen, har han ikke i flere årtier oplevet et dårligere samarbejde med en bygherre end det med Rødovre Kommune. Derfor tager han også en kommende voldgiftssag helt roligt.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at byggesagkyndighedssagen falder ud til vores fordel, men vi er kede af, vi ikke har kunne snakke med nogen med kompetence løbende og om en udsættelse af tidsfristen, siger Jon Buch Vedstesen.

I forbindelse med restaureringen er friluftsbadet, der er tegnet af C. Th. Sørensen, blevet fredet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top