Vi har intet hørt fra kommunen
DEBAT. Af Erik og Anne Busborg, Østervej 10 A, 2600 Glostrup

Mange tak til Folkebladet for orientering om godkendelse af sognegården.
Som nærmeste nabo til sognegården har vi gjort indsigelser, så det er en stor overraskelse at erfare, at Kommunalbestyrelsen tilsyneladende har vedtaget lokalplanen.
Vi er ikke blevet orienteret om, hvorvidt man har taget vores indsigelser til behandling, og vi er ikke blevet orienteret om vedtagelsen af lokalplanen.
Af artiklen fremgår det, at kommunen skulle have taget kontakt med os. Det, kan vi afkræfte, er sket. Vi har intet hørt fra kommunen. Kommunen har svigtet sit ansvar i denne sag.
Så kære medborger i Glostrup Kommune. Vid, at det er sådan, man bliver behandlet af sin kommune.

Svar: I bør have fået besked
Af Søren Enemark (S)
Formand for Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget

Jeg er naturligvis ked af, at I føler at have haft en dårlig oplevelse i forbindelse med Glostrup Kommunes tilbagemelding på jeres høringssvar. Jeg kan dog forvisse jer om, at I på ingen måder har været glemt. Kommunalbestyrelsesmødet, hvor lokalplanen for Sognegården blev vedtaget, blev afholdt den 11. december, og jeres høringssvar indgik naturligvis i sagens behandling.
Når Kommunalbestyrelsen vedtager en lokalplan, har kommunen 8 uger til at offentliggøre den godkendte lokalplan. Normalt tager det på grund af diverse deadlines Glostrup Kommune 2-3 uger at få offentliggjort lokalplanerne, men i dette tilfælde – på grund af jul og nytår – kommer det til at tage lidt længere tid. Offentliggørelsen af lokalplanen vil ske i en annonce i Folkebladet den 14. januar, dvs. efter ca. 5 uger. Foruden den officielle offentliggørelse plejer administrationen at give en direkte tilbagemelding til dem, som har afgivet høringssvar.
Administrationen har oplyst mig om, at I modtog en direkte tilbagemelding om jeres høringssvar den 6. januar, så jeg står noget uforstående over for, at I ikke mener at have fået svar fra kommunen.
I er naturligvis meget velkomne til at kontakte Glostrup Kommune, hvis der er forhold i forbindelse med lokalplanen, som I har yderligere spørgsmål til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top