Alle diabetikere skal kunne måle blodsukker
debat.jpg
DEBAT. Af Kurt Damsted, Næstformand, Brøndby Lokale Diabetesforening

Alle, der har diabetes, skal kunne måle deres blodsukker. Det gælder samtlige typer af diabetes, og uanset om man får insulin eller ej.
Hvordan skal man kunne se, hvordan mad og motion påvirker blodsukkeret, hvis man ikke kan måle sit blodsukker? Derfor skal alle med diabetes selvfølgelig have tildelt et blodsukker måleapparat med tilhørende tests-strimler.
Diabetesforeningen oplever en stigning i henvendelser fra medlemmer med type 2-diabetes, der gerne vil måle deres blodsukker dagligt hjemme, men ikke kan få bevilget 360 strimler hertil.
Det skaber stor utryghed hos dem, der gerne vil følge deres blodsukker imellem kontrollerne hos behandlerne. For hvad skal man stille op, når man ikke kan se på blodsukkeret, om ens medicin er doseret korrekt, og om man spiser den rigtige kost, og hvilken effekt motionen har?
Måling af blodsukker er en god motivations-faktor, når man vil gøre en indsats for at leve godt med diabetes, fordi man kan se, om det man gør med medicin, mad og motion faktisk giver en forskel.
Derfor er det uforståeligt, når lægen eller kommunen ikke mener det er nødvendigt, fordi vi diabetikere ved, at højt blodsukker kan føre til alle mulige meget alvorlige følgesygdomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top