Bauhaus blev meget større
Bauhaus.jpg
Janek Buksti Gram viser køkkenafdelingen, hvor der er kommet mere fokus på inspiration til kunderne. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. For det utrænede øje ligner Bauhaus i Glostrup måske sig selv. Men den er faktisk blevet det, der svarer til tre Netto-butikker større, og alt indvendigt er tænkt forfra

Bauhaus i Glostrup er nu helt på plads igen efter den store udvidelse sidste år, så de er klar, når Vestegnens boligejere i løbet af foråret går i gang med renoveringer inde og ude.
– Vi startede i uge 41 2018 og gennemførte første etape frem til april 2019. Anden etape fik vi klaret fra august til oktober sidste år, fortæller Janek Buksti Gram, der er varehuschef i Bauhaus i Glostrup.
Set fra parkeringspladsen og Hovedvejen lægger man måske ikke mærke til, at butikken har forandret sig. Det har den dog i høj grad.
– Butikken er total forandret indvendigt. Det eneste, der ikke er flyttet, er kundetoiletterne. Vi lod ydervæggene stå og flyttede alt internt, siger Janek Buksti Gram.
Salgsarealet er øget fra 14.500 til 17.500 kvadratmeter. Til sammenligning er en normal discount-forretning som Netto på cirka 1.000 kvadratmeter.
Det første, kunderne møder, når de kommer ind i butikken, er nu en velkomst-kasse.
– Velkomstkassens formål er at hjælpe kunderne derhen, hvor de skal. Halvdelen af vores kunder har brug for hjælp, og halvdelen af hjælpen er at finde varen på den rigtige hylde, forklarer Janek Buksti Gram.
Bauhaus har 120.000 forskellige varer, så kan velkomstkassen ikke finde en vare i systemet, kan de spørge alle medarbejdere via et headset, som alle medarbejdere har på.

Bedre præsentation
Bauhaus i Glostrup er blevet udbygget i flere omgange. Derfor var butikken endt som lidt af et kludetæppe af tilbygning på tilbygning, der kunne gøre det svært for kunderne at finde rundt. Da det nærmest kun var ydervæggene, der stod tilbage, kunne der laves en helt ny plan. Den plan er en lang bred gang i hele byggemarkedets længde og så nogle tværgange ud fra den.
Derudover er indretningen lavet med fokus på at inspirere kunderne, frem for bare at have varerne liggende på hylder.
– Vores lamper er for eksempel sat op foran nogle vægge, så man kan forestille sig, hvordan en lampe vil se ud hjemme i stuen, siger Janek Buksti Gram.
Det samme gælder for eksempel præsentationen af køkkener og badeværelser.
– Vi har lavet nogle forslag til, hvordan et badeværelse på tre, seks og ni kvadratmeter kan se ud, siger Janek Buksti Gram.
Derudover er en del af en tidligere reserve-parkeringsplads blevet inddraget til drive-in området, der er blevet tredoblet i størrelse. På den måde er det ikke nødvendigt at bakse de store varer ud til traileren, men man kan bare køre ind i varehuset, fylde traileren og køre igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top