Biblioteket låner poser ud
7F2KriuQ.jpeg.jpg
Bibliotekerne i Brøndby har lanceret en lånepose, der er lavet af omsmeltede plastikflasker for at reducere forbruget af plastik. Foto: Sole Nørgaard Feilberg
BRØNDBY. På et halvt år har mere end 1.300 lånere båret deres bøger hjem i en særlig lånepose, når de har været forbi et bibliotek i Brøndby Kommune

Bibliotekerne i Brøndby har gjort det mere bæredygtigt at låne bøger med hjem. I stedet for at købe en pose til at slæbe bøgerne hjem i, er det nu muligt at låne en særlig plastikpose med det mundrette navn Låneposen.

– Idéen udspringer af spørgsmålet om, hvordan vi som bibliotek kan være med til at sikre en grønnere fremtid, forklarer Kira Henriksen, der er kulturmedarbejder i Brøndby Kommune.

Førhen tilbød bibliotekerne gratis plastikposer til lånerne. Derfor var det ifølge Kira Henriksen oplagt at se på mulighederne for at reducere bibliotekernes forbrug af plastik.

– Og så var vi jo heldige, for mens de store supermarkeder arbejder med at sætte pant på poser, var løsningen med en chippet lånepose allerede en del af vores dna, siger Kira Henriksen.

Omsmeltede flasker

Posen er lavet af omsmeltede plastikflasker. Det gør den ekstra slidstærk og nemmere at rengøre og vedligeholde.

– Det betyder også den er vandtæt, hvilket er rart, når man tænker på de danske vejrforhold, forklarer Kira Henriksen og lægger vægt på, at tanken er, at tanken er, at det ikke kun er viden, oplevelser og bøger, som borgerne deler med hinanden.

Ifølge Brøndby Kommune er låneposen blevet taget godt imod af borgerne.

I løbet af den første måned blev der lånt mere end 230 poser, der er udstyret med en chip, så den kan lånes på bibliotekets selvbetjeningsmaskine.

Låneprocessen er den samme, som når bibliotekets brugere låner bøger og andre lånematerialer.

Knap seks måneder efter lanceringen har posen været lånt ud mere end 1.300 gange, og kun to af poserne har måttet kasseres.

Ifølge Brøndby-Bibliotekerne har andre kommuner henvendt sig for at høre om erfaringerne med låneposen, der er udstyret med budskaberne ”Don’t Buy – Borrow” og ”Det er tid til at stoppe op og ændre vaner”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top