Der var både prinsesser og riddere, da Hatteteateret indtog Pilehaveskolen
DSC01909.jpg
VALLENSBÆK. I sidste uge fik Pilehaveskolen besøg af Honningbanden, der udførte et hatteteater for de mindste klasser. Der blev grinet og klappet, men også improviseret en del fra børnenes side af

På Torvet på Pilehaveskolen er der lavet en scene. På den ene side står fem taburetter, mens der på den anden side er et gitter, hvorpå der hænger 20 forskellige hatte. Foran sidder børn fra 0., 1. og 2. klasse sammen med deres lærere. Der er nemlig i dag linet op til hatteteater.
Historiefortælleren hedder Asger Rasmussen. Han går lidt frem og tilbage, da han har hørt, at på den måde bliver der ro i salen. Så snart roen lægger sig, fortæller han, hvad der skal ske. Han vil lave nogle forskellige teaterstykker, men for at gøre dette, har han brug for hjælp fra fem børn. Hvilken rolle, de skal have, bestemmer den hat, som de vælger – deraf navnet hatteteater.
Inden de første fem børn bliver valgt, forklarer han, at en hat godt kan have flere forskellige roller. Han tager en spids hat på med slør og spørger, hvad han mon kan være.
– En prinsesse, råber børnene i kor.
– Ja, jeg kunne godt være en prinsesse, men det er jeg ikke, for nu flyver jeg, siger historiefortælleren.
Dertil råber børnene i kor, at han er en fe. På den måde er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvilken rolle man påtager sig med hatten.

Improvisering er vigtigt
Det første teaterstykke skal til at gå i gang, men først skal Asger Rasmussen finde fem børn til at medvirke. Med det samme flyver samtlige hænder op, og han gør sig umage i at vælge nogle siddende foran og bagved, drenge og piger og yngre og ældre børn.
Så snart de fem børn er valgt, finder de hver en hat. Nu er det så blevet tid til at fortælle, hvilken rolle de har påtaget sig. Der er for eksempel to piloter, en troldmand, en prinsesse og en danser. Under stykket fortæller Asger Rasmussen børnenes replikker, som de så skal gentage. De får også lov til selv at improvisere. Nogle af børnene vil dog ikke gentage replikkerne, hvorfor de kommer med deres egne, og det er også helt okay.
– Jeg har ja-hatten på med det forbehold, at jeg ikke har ja-hatten ubetinget på. Hvis jeg kan mærke, at det kører af sporet, cutter jeg dem. Hvis der er en, der begynder at te sig alt for åndsvagt, så skal de lige hjem på kontoret eller ind og sove, og så kommer der nogle andre ind.

Irettesat med et smil
Børnene får også fortalt, hvad de skal gøre, og hvis det går for langsomt, eller de gør noget andet, bliver der også kommenteret på det:
– Godt pilot, du er klar til at løbe ind og hente prinsessen inde i buret. Nej, du skal da ikke flyve hjem nu! Siger Asger Rasmussen.
Ind imellem bliver barnet også irettesat, selvom han eller hun gør det rigtigt. Dette får publikum, men også barnet til at grine.
– Ridder, tag lige din hest. Den står derovre. Han kommer ridende på en hest, kom så ridder. Nej, det er et kosteskaft, sig mig har du ingen fantasi? Den der hest dér. Nej! Du skal ikke tage ponyen! Tag en kæmpestor ridderhest. Ja, sådan der, siger Asger Rasmussen.
Det hele foregår med et smil på læben, og der bliver grint og klappet. Nogle af børnene blandt publikum siger også, hvad de ville have gjort. I alt bliver der udført tre teaterstykker, og nogle af hattene er mere populære end andre som prinsessekronen og pilothatten.

Mere end 20 års erfaring
Asger Rasmussen er fra børneteateret Honningbanden, der siden 1991 har optrådt professionelt med underholdning for børn og voksne. I 1996 begyndte han at optræde med sit Hatteteater og har siden da haft mere end 2.500 forestillinger. Det har givet ham en hel del erfaring, hvorfor han intet problem har med at finde på historier.
– Jeg har egentlig bare en eventyrskabelon. Jeg tænker, at det skal være lidt farligt, lidt uhyggeligt, så der er tit nogen, der bliver taget til fange eller bestjålet eller noget, og så skal vi løse konflikten, fortæller Asger Rasmussen.
Asger Rasmussen har også en idé til, hvad børnene gerne vil, når de påtager sig en rolle. Hvis der er en, der vil være troldmand, vil de gerne trylle, hvis en pige vil være prinsesse, vil hun gerne være lidt fin i det og tages til fange og reddes.
Honningbanden optræder i hele landet, og det er tredje gang, at Asger Rasmussen optræder på Pilehaveskolen med Hatteteateret. Det er noget, som børnene finder rigtig sjovt.
– Det er sjovt, da man ikke ved, hvad teateret handler om, siger Alex Rubin-Grøn, der går i 2. klasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top