Kim Valentin: Jeg er glad for mine ordførerskaber, men…
Kim-Valentin.jpg
Kim Valentin bruger meget tid på at besøge sin valgkreds. Her er han i Glostrup til Venstres nytårskur. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Kim Valentin blev ordfører for biblioteker og folkeoplysning. Det er han glad for, men han håber, at der senere kan blive større opgaver til ham

Ved valget sidste år blev Kim Valentin (V), der var opstillet i Ballerupkredsen, der også dækker Glostrup, valgt til Folketinget. Det samme gjorde 41 andre Venstre-folk. De fik som bekendt ikke nogen ministerposter, så da der skulle fordeles ordførerskaber, var det ikke alle, der kunne få nogle store, tunge emner. Som nyvalgt måtte Kim Valentin tage sig til takke med områderne biblioteker og folkeoplysning.
– Jeg var glad for de ordførerskaber, jeg fik. Både folkeoplysning og biblioteker interesserer jeg mig super meget for, men det er ikke noget, hvor man får mulighed for at fortælle rigtig meget om, hvad man mener. Det er ret sjældent, at nogen ringer til én og spørger, hvad vi mener om folkeoplysningsområdet. Der skal man meget selv være på banen, siger han.
Han håber derfor, at han på et tidspunkt kan få nogle andre opgaver.
– Set på lidt længere sigt, vil jeg gerne have noget, som jeg har mulighed for at komme ud med lidt oftere. Jeg er der for at lave politik, der vil jeg gerne have lidt mere på for eksempel erhvervsområdet, hvor jeg mener, jeg har noget at tilbyde. Jeg vil også gerne arbejde med udligningsreformen, fordi jeg er tidligere borgmester og økonom, siger den tidligere borgmester i Gribskov Kommune.

En kaotisk tid
Venstre har siden valget været gennem lidt af et stormvejr. Lars Løkke Rasmussen følte sig presset til at gå af som formand. Den tidligere næstformand, Kristian Jensen, kom også med nogle udtalelser, der gjorde ham upopulær i partiet. Senest er Kristian Jensen blevet frataget sine ordførerskaber, da han kom med nogle udmeldinger, der ikke var koordineret med formanden.
– Der er fuld opbakning til den linje, som Jakob Jensen har lagt. Det er vigtigt, at de ting, som bliver meldt ud af strategisk art, kommer fra ham. Så kan man diskutere om sanktionen overfor Kristian Jensen var rimelig. Jeg tror, at når vi kigger lidt længere frem, så kommer han stille og roligt tilbage til arbejdet, siger Kim Valentin.

Arbejde på en fredag
I Folketinget er der normalt møder tirsdag, onsdag og torsdag, så politikerne kan holde en forlænget weekend, hvor de kan tage til deres valgkredse og besøge borgere, virksomheder, offentlige institutioner og så videre.
Det gælder også for de fleste udvalg, men ikke for Europaudvalget, hvor Kim Valentin er medlem.
– Den tjans i Europaudvalget, den trækker tænder ud. Der er sindssygt meget at læse. De dagsordener, der er om lovgivning fra EU, er på 150 til 180 sider hver uge. Europaudvalget har hele fredagen til møder. Det er ofte sådan, at vi starter møderne klokken otte om morgenen og slutter klokken tre om eftermiddagen og så har vi haft tre eller fire ministre i samråd, fordi ministrene skal have mandater til at forhandle i EU, forklarer han.
Han tager sig så af den del, der har med fiskeri at gøre, hvilket er et stort emne på EU-niveau, da fiskeri i havene omkring Europa jo nødvendigvis må koordineres, så der ikke overfiskes.
– Vi snakker for eksempel om det kamera, der skal op på bådene, siger Kim Valentin.

Boligpolitik
Kim Valentin er også medlem af boligudvalget. Gennem sit arbejde som økonom har han i 26 år beskæftiget sig med finansiering af boliger, så det er et område, han ved meget om og har en del holdninger til.
– Det er lidt mere konfliktfyldt end Kulturudvalget. Vi har kæmpet lidt med Kaare Dybvad (Boligminister, red.) om andelsbolig-sagen. Man vil lave en regulering af loven, som vil gøre, at nogle bliver ramt, da man fastsætter værdien af andelsboliger ud fra, hvordan man kan regulere huslejen i lejemarkedet. Lukker man for Blackstone, så rammer man også vores andelsboligforeninger. Det er meget uheldigt. Har man en andelsbolig, kan man risikere, at den falder med 10, 20 eller 30 procent i værdi, afhængig af, hvordan man har finansieret boligen og hvor gammel den er, sagde han inden aftalen om regulering af loven var faldet på plads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top