KOL-hold giver hurtige resultater
GLOSTRUP. Efter få uger med træning oplever mange KOL-patienter, at de får mere luft og en bedre hverdag. Glostrup Kommunes sundhedsteam får dog ikke særlig mange henvisninger til undervisningen lige i øjeblikket

I Glostrup kommune arbejder et sundhedsteam på fem, der skal hjælpe kommunens borgere med at leve et sundt liv. Det primære fokus for holdet er at fremme sundhed og forebygge sygdomme og dårlig trivsel.
– Meget af det man gør, for at forhindre, at en sygdom udvikler sig, det er egentlig også en slags behandling af den sygdom, forklarer Janni A. Hansen, forebyggelseskonsulent i teamet.
En del af rammerne for teamet er fastsat i lovgivningen fra Christiansborg, men det er i kommunerne lovgivningen omsættes til lokale initiativer. Det er Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, der er ansvarlige for disse initiativer.
– I Glostrup arbejder vi med sundhed på tværs af kommunens fagområder – om sund mad i institutionerne, røgfrie miljøer, gode inde- og udearealer til fritidsaktiviteter, fokus på trivsel og mental sundhed mv. Den enkelte borger eller familie kan få opbakning, råd og vejledning for eksempel gennem vores sundhedspleje, hjemmepleje og hjemmesygepleje, klinisk diætist, ergo- og fysioterapeuter, rygestoprådgiver eller forebyggelseskonsulent på ældreområdet, siger udvalgsformand Lisa Ward og nævner nogle af de tilbud kommunen har:
– Vi tilbyder en række gratis tilbud i kommunalt regi, som kan fremme sundhed og forebygge en række sygdomme, blandt andet overvægtshold, rygestoprådgivning, patientundervisning suppleret med træningsforløb samt kostvejledning i teori og praksis. Vi samarbejder også med andre kommuner, praktiserende læger, hospitaler, apoteker og organisationer for at give borgerne de bedste sundhedstilbud, og vi gør os umage for at give borgerne information om alle de tilbud, der er, siger hun.

Overset KOL tilbud
Blandt kommunens tilbud er et forløb på et KOL-hold.
– Vi har et rigtig godt tilbud til borgere med lungesygdommen KOL. Der har ikke været mange henvisninger det seneste halve år, selvom vi har tal, der viser, at der er mange borgere i Glostrup Kommune, der har KOL. En af årsagerne kan være, at der er forholdsvis mange storrygere i kommunen, og rygning kan give KOL, siger Lisbeth Olsen, forløbskoordinator i sundhedsteamet.
KOL- forløbet består af flere dele.
– Dels har vi en patientskole med holdundervisning, hvor vi prøver at klæde borgerne på, ved at give dem så meget viden om sygdommen som muligt, så de bliver bedre til at leve med den. Der kommer en sygeplejerske og underviser i, hvad sygdommen er for noget, og medarbejdere fra Glostrup Apotek underviser i, hvordan medicinen virker og hvordan man skal indtage den. Maria Johansen, der er klinisk diætist og sundhedskonsulent, kommer og underviser i sund kost, der kan hjælpe.
Fysioterapeuterne underviser i, hvad fysisk træning kan gøre for borgere med KOL. Der er mulighed for, at man kan få et 12 ugers træningsforløb med vores fysioterapeuter, hvor man træner to gange om ugen, siger hun.
De borgere, der kommer på træningsholdet, kan relativt hurtigt mærke en positiv effekt i deres hverdag.
– Der går ikke særligt mange uger af træningsforløbet, før mange af dem melder tilbage, at de kan mærke, de har fået mere luft. Vi kan jo ikke helbrede sygdommen, men de kan træne sig til en bedre udnyttelse af luften og til en bedre kondition. Det kan være hverdagsting, der bliver nemmere. Man skal have færre hvil på vej op ad trapperne, eller man kan gå lidt længere, når man skal lufte hunden, siger Lisbeth Olsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top