Mere hjælp til ledige over 50
VALLENSBÆK. Mennesker over 50 år, der har været på samme arbejdsplads i mange år, kan have svært ved at finde et nyt job, hvis de bliver ledige. Det skal et nyt projekt i Vallensbæk nu råde bod på

Vallensbæk Kommune har søgt og fået over en million kroner fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til projektet ’håndholdt indsats for forsikrede ledige over 50 år i Vallensbæk og Ishøj Kommuner’. Denne gruppe består af cirka 200 mennesker, hvoraf cirka en tredjedel bor i Vallensbæk Kommune.
– Vi har et meget proaktivt jobcenter, der søger en masse puljer, så de kan sørge for, at endnu flere kommer ud på arbejdsmarkedet. Her har man søgt en pulje til at arbejde med forsikrede ledige over 50 år. Det er straks de kommer ind på jobcenteret, så får man den her indsats, sagde borgmester Henrik Rasmussen (K).
Hovedfokus i projektet er at give borgerne en meget tæt og personlig hjælp. Mange af disse borgere har været i det samme job i rigtig mange år og har måske kun haft dette ene job. De har derfor behov for hjælp med udarbejdelse af CV og ansøgninger og introduktion til andre ansøgningsredskaber samt afklaring af manglende kvalifikationer. Derudover har tidligere projekter vist, at denne gruppe også i meget høj grad har behov for at få troen på egne evner og eget selvværd tilbage, da det ofte er ganske lavt.
– Arbejdsmarkedet er stagneret dels på grund af brexit, dels på grund af fyringsrunder i banker og pensionsselskaber, som ofte rammer dem, der er over 50 år. I den alder, har du sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og derfor dedikerer vi en særlig indsats til den målgruppe,” siger beskæftigelseschef René Sigaard Mikkelsen og fortsætter:
– I jobcentret samarbejder vi målrettet med de ledige. En håndholdt indsats og tæt opfølgning sikrer, at alle, der henvender sig, får en plan for job og uddannelse – også når de er over 50 år.
Kenneth Kristensen Berth (DF) mente, at disse mennesker bliver straffet for deres troskab til en arbejdsgiver.
– I dag er det ikke en kvalitet at være trofast på sit arbejde. Helst skal man skifte job hvert andet år, hvilket efter min bedste overbevisning ikke er godt for andre end dem, der yder rekrutteringsservice. Derfor er det rigtig godt, at man sætter specifikt ind overfor den gruppe, som faktisk har været trofaste overfor deres arbejdsgiver, som nu straffes for det, sagde han.
Projektet starter med det samme og løber også hele næste år. Det blev enstemmigt vedtaget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top