Corona lammer musical: Otte måneders arbejde kan være spildt
2019-03-12_at_20-37-19__DSC9109x_NR.jpg

Foto: Robert Hendel

Fremtiden er uvis for 2020-udgaven af Brøndby Musical, der i første omgang er blevet aflyst på grund af risikoen for corona-smitte. Billedet her er fra sidste års premiereforestilling. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Myndighedernes tiltag for at sætte en stopper for spredningen af corona-smitte i samfundet har ramt årets musical i Brøndby. Kort før premieren blev alle forestillingerne aflyst. Nu håber holdet bag musicalen, at det bliver muligt at opføre musicalen senere på året

Det skulle have været en festlig aften i Kulturhuset Kilden, som det har været alle de øvrige år.

De mange unge sangere, musikere og skuespillere havde klappet alt af, inden den totalt udsolgte premiere på årets musical i Brøndby, der traditionen tro finder sted i midten af marts.

Få dage inden premiereforestillingen kom så den nedslående besked. På grund af risikoen for corona-smitte bliver der måske ingen forestilling i år.

– Det var jo en benhård opgave at tage over til Kilden, hvor alle elever var samlet for at træne op til det sidste nye, og få dem til at gå på scenen, så jeg samlet kunne fortælle dem, at alt det, de har øvet på i de sidste otte måneder, ikke bliver vist nu, forklarer Ruzica Kukolj, der er afdelingsleder og musicalansvarlig på Brøndby Ungdomsskole.

I mere end 20 år har ungdomsskolen i samarbejde med musikskolen i Brøndby stået for at opføre den ene kendte musical efter den anden med et professionelt produktionshold i ryggen.

Nu er der imidlertid uvished om, hvorvidt de mange måneders hårde arbejde kan være spildt. Kommunen følte sig nødsaget til at aflyse Brøndby Ungdomsskoles årlige musicalforestilling i uge 11 for at inddæmme coronasmitte, også selvom forestillingen på det tidspunkt overholdt myndighedernes anbefalinger.

– Vi tager ikke flere ind end 250 gæster til musicalen. Som tiden er gået, er det dog gået op for os alle, at Brøndby Kommune var på forkant med udviklingen og så, hvor det bar hen, siger Ruzica Kukolj.

Det eneste rigtige

Selvom skuffelsen er stor hos holdet bag musicalen, er der fuld forståelse for kommunens beslutning.

– Det er en trist følelse at stå med lige nu. Jeg er dog enig med Brøndby Kommunes vurdering af, at det er det eneste rigtige at gøre i den her situation. Vi skal jo passe på hinanden, lyder det fra Anja Rasmussen, der har instrueret årets musical.

Ifølge instruktøren udtrykte de mange deltagere respekt for beslutningen om at aflyse forestillingerne i marts, selvom det gjorde enormt ondt at få at vide, at der måske ikke bliver nogen forestilling.

– Selvfølgelig bliver man rigtig ked af det, når man får at vide, at man ikke kan fortsætte med det, man holder rigtig meget af at gøre, erkender musical-instruktøren.

Ærgrelsen er fuldt forståelig ifølge borgmester Kent Magelund (S). Han ved, at musicalen betyder rigtig meget for de unge. Han mener dog ikke, at en aflysning kunne være undgået:

– Mange af gæsterne er bedsteforældre, der gerne vil se børnebørnene optræde, og det er altså dem, der er i størst fare, hvis de bliver smittet. Det siger sig selv, at de ikke skal sidde i en propfyldt sal med sådan en smitte-risiko.

Uvis fremtid

Hvad der skal ske med musicalen nu, er endnu uvist. Ifølge Anja Rasmussen skulle musicalholdet være mødtes i weekenden for at drøfte fremtiden for årets musical.
Det møde er dog ligeledes blevet udsat på ubestemt tid som følge af myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme.

– Det hele er sat helt på hold lige nu. Vi skulle også have haft pillet scenen ned her i sidste weekend, men der er jo lukket alle steder, så det må vente, til de åbner igen, konstaterer Anja Rasmussen.

Brøndby Ungdoms- og Musikskole håber på, at årets forestillinger kan blive udsat til efter sommerferien.

Det vil dog kræve et større planlægningsarbejde at få det til at hænge sammen, fordi skolen starter en ny musical op i august, mener Ruzica Kukolj, der dog ser lyst på mulighederne for at få årets forestillinger afviklet senere året.

– Når vi bærer håbet i vores hjerter, er der en større sandsynlighed, end hvis vi konsekvent siger, at det ikke kommer til at ske, siger hun og erkender, at det gør ondt at vide, at der er en risiko for, at årets musical ikke bliver til noget.

Også Anja Rasmussen håber, at det kan lykkes at opføre musicalen foran publikum i efteråret, også selvom det måske kun bliver til en enkelt forestilling.

– Det har været en vild rutsjetur. Vi havde arbejdet hårdt hele ugen og været glade, og pludselig var der alligevel ikke noget at glæde sig til, lyder det fra instruktøren, der havde set frem til at opføre en fortolkning af klassikeren Troldmanden fra Oz, der er baseret på L. Frank Baums børnebog af samme navn.

Publikum må derfor indtil videre vente på at følge Dorothy fra Kansas, der under en storm bliver hvirvlet op i en tornado og lander i det magiske land Oz.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top