Glostrup Kommune åbner for kassen: 27 millioner ekstra til renoveringer
GLOSTRUP. Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti i Glostrup er enige om at bruge yderligere 27 millioner kroner i år, for at holde hånden under dansk erhvervsliv og beskæftigelsen. Det er primært renoveringer af bygninger og veje samt grønne investeringer, der bliver brugt penge på

Regeringen har givet kommunerne mulighed for at bruge flere penge på anlæg i år, for at holde hjulene i gang. Normalt er kommunerne underlagt et strengt loft over, hvor mange penge de må bruge på anlæg. Så selvom Glostrup Kommune har en fin kassebeholdning, må man ikke bruge pengene. Det må de nu. Derfor indgik partierne i budgetforliget for 2020 i mandags en aftale om at bruge 27 millioner kroner udover det planlagte for i år. Det er Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, der tilsammen har 15 ud af de 19 pladser i kommunalbestyrelsen.

– Det er vigtigt at vi nu alle bakker op om erhvervslivet og sikrer virksomheder overlevelse og sikrer, at så få som muligt bliver ledige i denne krisetid, siger borgmester John Engelhardt (V).

Han understreger, at man ikke tømmer kassen helt:

– Samlet set over årene er der stadig balance i kommunens økonomi om end vi vil se forskydninger mellem årene, siger han.

Pengene skal bevilliges gennem det almindelige politiske system, men det er partiernes forventning, at det kan ske inden sommerferien.

Primært renoveringer

Pengene går primært til renoveringer. Nordvangskolen, der har et stort behov for renoveringer, bliver renoveret for seks millioner kroner.

Bakkehuset bliver renoveret for en million mens KABS bliver renoveret for to millioner kroner. Derudover er der en pulje til øvrige kommunale ejendomme på tre millioner kroner. Der er i alt seks millioner til nye veje og cykelstier.

– Jeg er tilfreds med, at Glostrup Kommune, om end på en trist baggrund, får mulighed for at fremrykke en række investeringer, der samtidig understøtter den udvikling, vi gerne vil, i form af bedre veje og cykelstier m.v. og mere miljøvenlig vejbelysning samt ikke mindst renovering af kommunens ejendomme, herunder især Nordvangskolen, siger Flemming Ørhem.

Der er også penge til den grønne omstilling. Som vi skrev i sidste uge i Folkebladet, har kommunalbestyrelsen fået præsenteret muligheden for at udskifte gamle pærer i vejbelysningen med LED. Der er 3.000 gamle pærer. Skal de alle udskiftes vil det koste 10 millioner kroner og give en årlige besparelse på 1,13 millioner kroner i el. Der er nu enighed om at bruge de første seks millioner på denne udskiftning. Derudover er der 100.000 kroner til el-ladestandere og 750.000 kroner i en støjpulje.

– I en tid, hvor en del virksomheder må sende medarbejdere hjem, er vi glade for, at vi kan være med til at give den håndsrækning, der kan holde hjulene i gang. Vi er også glade for, at en stor del af de fremrykkede projekter vil komme vores børn og unge til gavn, og en anden stor del er projekter, som gør Glostrup grønnere. Det er både direkte grønne investeringer, men også den øgede renovering af kommunale ejendomme som vil gøre, at Glostrups CO2 aftryk bliver væsentlig mindre, derudover vil det på sigt skabe et overskud på vores driftsramme, som vil kunne give os mulighed for at kunne øge velfærden for borgerne, siger Lisa Ward (S).

Vækker glæde

Ved Dansk Erhverv vækker beslutningen om at fremrykke kommunale investeringer glæde. Her peger man på, at kommunerne over de seneste år har sparet op. For eksempel er Glostrup Kommunes formue i 4. kvartal 2018 på 10.149 kroner per indbygger. Det er næste tre gange så meget som i 1. kvartal 2007.

– Der er ingen tvivl om, at de fremrykkede anlægsinvesteringer vil have en positiv afsmittende effekt på beskæftigelsen, og det er præcis det, der er behov for nu. Det er i situationer som denne, at kommunernes opsparing skal aktiveres, siger markedsdirektør Morten Jung fra Dansk Erhverv.

Han kan ikke komme med et præcist bud på, hvor mange arbejdspladser Glostrups 27 millioner kroner kan redde.

– Det afhænger af, hvorledes de 27 millioner kroner investeres – men der investeres i at mange kan beholde deres job og det betyder, at vi som samfund kan komme hurtigere tilbage når der skal lukkes op, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top