Glostrup Park Hotel: Vi har mistet millioner
park-hotel.jpg
Glostrup Park Hotel står i en svær sitaution. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I løbet af de første dage mistede Glostrup Park Hotel ordrer for flere millioner om dagen. Hotellet gennemfører deres arrangementer, men med god afstand mellem gæsterne
Bemærk at denne artikel er skrevet før restauranter blev lukket

Corona-krisen har indtil videre ramt Glostrup Park Hotel hårdt, fortæller hoteldirektør Mikael Melander fredag til Folkebladet.
– Indtil i mandags var situationen relativt upåvirket, folk bookede og vi holdt vores budget og alt blev gennemført. Mandag, tirsdag og onsdag har vi per dag fået annulleringer for 1,5 millioner kroner på konferencer og i omegnen af 700.000 kroner på værelser. De annulleringer er arrangementer på relativt kort sigt, indenfor de næste 14 dage, sagde han.
Han kan derfor i disse dage kigge ud over et meget tomt hotel.
– Det betyder en kraftig omsætningsnedgang. Vi står tilbage med ganske få gæster i huset og ganske få konferencer, siger han.
Hotellet er dog stadig åbent.
– Jeg har da overvejet, om vi skulle lukke hele butikken i en periode, men det gør vi ikke. Risikoen er langt større ved at gå ned og stå i kø i supermarkedet, end den er ved at bo på et hotel med høj hygiejne. Vi tager det selvfølgelig alvorligt og holder en høj hygiejne, siger han.
Hotellet har lukket orangeriet i Byparken, men holder åbent i restauranten, hvor folk stadig er velkomne og hvor der stadig er bookninger.
– Restauranten er stor nok til, at man sidder med rigelig afstand. Det hele er bordservering, så der er ikke risiko for smitte. I aften, fredag, har vi fredagstilbud, og der har vi mange reservationer til vores restaurant. Det er lokale, det er ikke folk, der bor på hotellet. På næste fredag (den 20. marts, red.) har vi et vinarrangement, hvor vi har et foredrag om Californiske vine og en menu, der passer til. På nuværende tidspunkt har vi solgt 45 billetter, vi stopper salget ved 50, så der er plads mellem bordene og så folk føler sig sikre, siger Mikael Melander.

Aftale med ansatte
Hotel-branchen har fået lavet aftaler med medarbejderne for at begrænse tabet. Det er også sket i Glostrup.
– For medarbejderne betyder det, at der er et par stykker, som holder op, og der er en række medarbejdere, der frivilligt har valgt at afvikle ferie eller gå på orlov nu. Branchen har lavet en aftale med 3F, så det har været muligt at omlægge nogle funktioner, så kokke og tjenere deltager i opvasken, som vi normalt har outsourcet, der har vi taget en stor del af det tilbage. Vi har lavet en lokal aftale, og der har vi mødt stor velvilje fra vores medarbejdere, siger Mikael Melander.
Når krisen er overstået, tror og håber han, at kunderne vender tilbage og at hotellet kommer til at køre normalt.
– Vi håber, at når tingene normaliseres, at der er fuld opbakning fra de lokale, som der plejer at være, siger Mikael Melander.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top