Kommunerne aktiverer sundhedsberedskab
HELE OMRÅDET. I både Glostrup, Brøndby og Vallensbæk kommuner har man aktiveret sundhedsberedskabet, og har blandt andet bedt medarbejdere, der har rejst i berørte områder, om at blive hjemme

Da statsminister Mette Frederiksen tirsdag trådte frem på et pressemøde, blev der samtidig travlt i kommunerne, hvor man har generelle planer for, hvad der skal ske, når en sundhedsudfordring som udbruddet af coronavirus er. Fra både Glostrup, Brøndby og Vallensbæk Kommune lyder meldingen, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at inddæmme smitten. De beder alle ansatte uanset fagområde, der har rejst i et af risiko-områderne, om at blive hjemme. Der er ikke meldinger om smittede kommunalt ansatte.
– Vi indkaldte alle ledere til gå-hjem-møde onsdag, hvor vi informerede dem om den nyeste viden på området. Vi undersøger løbende, hvorvidt vi har medarbejdere med direkte borgerkontakt på ældre- og sundhedsområdet, som har været ude at rejse til et af de omfattede risikoområder. Vi følger udviklingen og jeg vil gerne understrege, at vi tager anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen seriøst og vil sørge for at informere løbende, siger Anette Laustsen, kommunaldirektør i Vallensbæk Kommune.
Risikoområderne lige nu er flere regioner i det nordlige Italien, dele af Sydkorea og hele Kina og Iran.
– Hvis man har været i et af de områder, så beder vi om, at man bliver hjemme i 14 dage, uanset hvad man laver og også selvom man ikke har symptomer, siger borgmester i Glostrup, John Engelhardt.
Kommunerne beder også medarbejderne om ikke at tage til de berørte områder, da de efterfølgende 14 dages karantæne så vil blive for egen regning. Kommunerne beder også borgere, der har været i de berørte områder om at tage samme forbehold. Det betyder, at børn ikke må komme i institution, dagpleje eller skole, at man ikke må benytte kommunale kultur- og fritidstilbud som svømmehaller eller biblioteker i 14 dage efter hjemkomsten. Har man været i et af de berørte områder efter 18. februar, det var tirsdag i uge 8, hvor børnene i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk havde vinterferie, beder kommunerne desuden om, at man ikke besøger ældre på plejehjem eller ældre i eget hjem, der modtager hjemmehjælp, da det er dem, der har den største risiko for at dø af en corona-infektion.

Ingen fodbold mandag
Fredag var der igen pressemøde, og denne gang anbefalede statsministeren, at alle arrangementer med over 1.000 deltagere blev aflyst. Der er ikke kommunale arrangementer med så mange deltagere, men mandag aften tager Brøndby IF imod SønderjyskE hjemme på Brøndby Stadion.
Den kamp bliver spillet uden tilskuere.
– Vi har naturligvis respekt for myndighedernes anbefalinger og Divisionsforeningens påbud, og vi bakker op om den. Nu handler det om at få håndteret alt det praktiske omkring afviklingen af kampene. Vi forstår selvfølgelig godt, hvis der er fans, som er ærgerlige over situationen, men vi oplever samtidig, at der er stor og bred forståelse, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
Brøndby IF blev også ramt af corona-risikoen, da det viste sig, at Thomas Kahlenberg er smittet med virussen.
Han var søndag i forrige uge på besøg på Brøndby Stadion. Her var han i så tæt kontakt med 13 medarbejdere fra administrationen og 77 fans, at de alle er blevet bedt om at være i isolation i 14 dage.
I Brøndby Hallen er der indtil videre blevet aflyst en enkelt messe om catering.

Forebyg smitte mod coronavirus
Sundhedsstyrelsen har følgende anbefalinger til at begrænse smitte med virus:
• Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
• Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
• Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
• Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
• Vær opmærksom, når du er på steder med tæt kontakt til mange mennesker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top