Lokalaviser er vigtige for lokalområder – de skal overleve coronakrisen
debat.jpg
DEBAT. Af Kim Valentin (V) Medlem af Folketinget valgt i Ballerup-kredsen

De lokale og regionale medier oplever i disse dage, at deres ordre og annonceindtægter er styrtdykket som konsekvens af den allestedsnærværende coronakrise. Deres økonomiske knibe er et problem, vi skal tage alvorligt.

Lokal- og regionalaviserne er den fælles referenceramme, som skaber sammenhængskraften i vores lokalsamfund, og de er grundlaget for vores velfungerende nærdemokrati. Det er her, vi som borgere kan følge med i livet i vores lokalsamfund – hvad enten det gælder kommunalpolitik, erhvervsliv eller foreningsliv. Det er derfor bekymrende, hvis lokal – og regionalmedier ender i en situation, hvor de risikerer at måtte lukke som konsekvens af coronakrisen.

Vi har set, hvordan 36 danske borgmestre på tværs af partier forskellige steder i landet har opfordret borgere og virksomheder til at købe et abonnement eller indrykke en annonce, så lokal- og regionalaviserne kan udføre deres arbejde til gavn og glæde for borgerne. Også herfra skal der lyde en stor opfordring til at støtte områdets lokal- og regionalmedier.

Venstre har fra starten været klar til at se på, hvordan de lokale og regionale medier kan komme på dagsordenen i forhold til den fond på 300 milliarder kroner, som vi har foreslået, at der skal etableres til at holde hånden under danske arbejdspladser. For udover at være en vigtig del af vores demokrati, er de lokale mediehuse virksomheder som alle andre, hvor arbejdspladserne lige nu er betinget af, hvordan økonomien klarer sig gennem coronakrisen.

Lokal- og regionalmedierne er i øjenhøjde med borgerne, samtidig med at de har fingeren på pulsen i lokalsamfundet. Det skal vi give gode betingelser for at kunne fortsætte, og jeg håber, at kulturministeren hurtigst muligt kommer på banen, så der kan forhandles en løsning på plads for at sikre vores lokal- og regionalmedier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top