Med Ejby-vand i årerne
vandværk-1.jpg
Leif Meyer Olsen og barnebarnet Niclas står foran det gamle Ejby Vandværk kort tid inden vandværket blev revet ned. Foto: Rikke Reetz
GLOSTRUP. Ejby Vandværk blev revet ned i starten af i år. Det har ikke været i brug siden 2017. Formanden for Glostrup Forsyning, Leif Meyer Olsen, var med til at skrive under på at nedrive det gamle vandværk, som hans forfædre var med til at bygge

I den lille landsby Ejby – med gadekær og gamle gårde – mødtes 29 grundejere den 28. november 1907 og planlagde, hvordan de skulle få deres egen, stabile vandforsyning.
Samme aften underskrev de ”Vedtægt for Egby Vandværk”. I starten af 1908 blev et skøde fra Gårdejer Søren Peder Larsen om salg af en parcel fra gården underskrevet, og så kunne vandværket opføres. De nye ejere hed Andelsselskabet Egby Vandværk.
– Min fars plejefarfar hed H.P. Larsen, og han var med til at stifte Andelsselskabet Egby Vandværk, siger Leif Meyer Olsen.
Hans Peter Larsen står som den tredje underskriver på en lang liste af andelshavere.

Drikker stadig Ejby-vand
Starten af 1900-tallet var industrialiseringens tid, hvor virksomheder skalerede op og industrier krævede flere kræfter end tidligere. Derfor har bønderne i Ejby – med smedjer, mejerier og landbrug – sandsynligvis haft et større og større behov for en stabil vandforsyning, og resultatet var opførelsen af deres eget vandværk.
Siden da er meget vand løbet igennem vandværket, men i 2017 stoppede Ejby Vandværk dog med at pumpe drikkevand ud til borgerne.
Tiden var løbet fra det gamle vandværks teknologiske kunnen og letbaneprojektet kom pludselig i vejen for vandledningerne. Derfor besluttede bestyrelsen i Glostrup Forsyning, at der skulle etableres en ny råvandsledning, som førte det oppumpede Ejby-vand hen til de nyere vandværker, Hovedvandværket på Ørnebjergvej og Hjælpevandværket på Stadionvej.
Leif Meyer Olsen sad som bestyrelsesformand i Glostrup Forsyning og var med til at træffe denne beslutning. Men beslutningen var ikke så svær, selvom båndet til vandværket er mere familiært end de fleste andre i forsyningen kan prale af. Glostrup Forsyning ejer det gamle vandværk og grunden, det stod på. Det personlige og professionelle bånd til vandværket er altså ikke til at tage fejl af.
– Man kan godt blive nostalgisk, og havde det været en flot bygning, havde vi nok fundet på noget at bruge den til. Men bønderne var nogle sparsommelige typer, så vandværket skulle bare være billigt og effektivt. Bygningen har overlevet sig selv og jeg må indrømme, at jeg ikke har så stærke følelser for den mere, siger Leif Meyer Olsen, bestyrelsesformand i Glostrup Forsyning.

Det ældste kendte navn for byen er Egby, formentlig på grund af nærliggende egeskov. Igennem historien har byen heddet Egby, Eiby, Ejbye eller Ejby. Siden 1960’erne har stavemåden ”Ejby” dog ligget fast.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top