Vil regeringen reducere sundhedsskadelig trafikstøj?
debat.jpg
DEBAT. Af Kim Valentin (V) Medlem af Folketinget valgt i Ballerup

Under Venstres regeringsansvar blev der sidste år afsat 1,6 milliarder til støjbekæmpelse. Det var en helt nødvendig prioritering, fordi mange danskere bliver generet af trafikstøj på hjemmeadressen. I Vallensbæk var der formentlig mange, der så frem til, at pengene blev omsat til støjreducerende tiltag i forbindelse med Vallensbækvej.
Og det kan jeg godt forstå. Vallensbæk er den kommune i hovedstadsområdet, hvor trafikstøjen og de medfølgende gener er størst.
En ny EU-rapport viser de nedslående konsekvenser ved at være udsat for støjforurening.
Vejstøjen er ikke bare irriterende og forstyrrende, den skaber også sundhedsproblemer for de mærkede borgere. Forskningen viser, at støjforureningen medfører en øget risiko for blodpropper i hjertet, ligesom der er mulige sammenhænge med slagtilfælde, brystkræft, tyktarmskræft og diabetes. Det er stærkt bekymrende.
Lige så bekymrende er det, at regeringen foreløbig har udskudt forhandlingerne om en infrastrukturplan med støjreducerende initiativer til et ukendt tidspunkt i fremtiden.
Det betyder desværre, at Vallensbækkerne må vente lidt endnu, før de bliver hjulpet af med de værste støjgener.
Jeg har netop bedt trafikministeren forholde sig til den nye EU-rapport, som viser helbredsrisikoen ved støjforurening.
Venstre har gjort forarbejdet – nu venter vi bare på regeringens vilje til at reducere trafikstøjen.

1 kommentar om “Vil regeringen reducere sundhedsskadelig trafikstøj?”

  1. Søren Boy Holst siger:

    Det er helt korrekt som Kim Valentin skriver, at støjniveauet omkring Vallensbækvej er ulideligt og sundhedsskadeligt. Desværre nåede den sidste støjpulje ikke at komme i spil, men måske er vi mere heldige med den næste, hvis der kommer en sådan, det er jo ikke længere til at sige. – Men uanset hvad, så betyder det jo ikke at Vallensbæk kommune ikke kan gøre noget i mellemtiden, eller at statens indsats (og økonomi) ikke kan suppleres med en god løsning lokalt. Tag imod det gode tilbud om en støjvold med gabionsmur på strækningen langs Vallensbækvej, det er det bedste værn mod den lavfrekvente støj fra såvel Holbækmotorvejen, som fra Ringstedbanen ved siden af. Der er ingen gas- eller vandledninger der besværliggør dette, som dele af kommunalbestyrelsen ellers har påstået. – Når staten er klar til at hjælpe til, så sparer de en masse millioner på støjværn for denne strækning, hvilket bør gøre det nemmere at få bevillingen til resten af strækningen, før og efter Vallensbækvej, samt andre steder hvor det er muligt at reducere støjen. Og støjværnene på siderne er nødvendige, for at få den maksimale effekt.

    En win-win som kan igangsættes med det samme, ganske gratis. Vi er mange der krydser fingre for at transportministeren og Vallensbæk kommune, vil tage ansvar for vores helbred.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top