Bruger flere fodboldbaner til afleveringer
Skolestart-Vallensbæk-1.jpg
Eleverne har ofte ude-undervisning på Vallensbæk Skole. Her laver tre drenge dansk-opgaver. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. De mindste elever på Vallensbæk Skole er mødt ind til en ny hverdag - en hverdag hvor lærere og pædagoger har ladet kreativiteten blomstre. Samtidig er der kommet en meget fast struktur på hverdagen for de ældste

Normalt er det fodboldspillere i alle størrelser, der laver afleveringer på de store fodboldbaner mellem Vallensbæk Skole og Vallensbæk Idrætscenter. I disse dage foregår der nogle andre afleveringer. Området bliver nemlig brugt af skolen som et sted, hvor forældre kan aflevere deres børn til undervisning. Alle klasser er delt i to hold, så der med åbningen for 0. til 5. klasse er i alt 24 hold. Hver hold har et mødested på græsplænen og et mødetidspunkt. Enten klokken 7.45, 8.00 eller 8.15. Når eleverne på et hold er mødt, har de en fast rute, de skal gå ind på skolen, så ingen hold kommer i berøring med hinanden. Skoledagen starter i øvrigt med en fælles håndvask. Når undervisningen er slut, bliver de børn, der ikke skal i SFO, hentet igen enten klokken 12.45, 13.00 eller 13.15.

Eleverne startede igen i skole onsdag i sidste uge. Da Folkebladet var forbi fredag, var rutinen med at møde derfor ved at være på plads. En af de forældre, der afleverede sit barn, var Bitten Orland.

– Jeg synes det har været dejligt at få hende i gang igen. Det har været nogle lange uger derhjemme, siger hun.

Hun er meget tryg ved skolens start.

– Det har fungeret fint, det virker som om, der er styr på det herovre, så jeg er meget tryg. Lidt nervøs er man jo altid, men på et eller andet tidspunkt skal man jo lukke op, siger hun.

Gået godt

Anbefalingen fra sundhedsmyndighederne er, at eleverne skal være udenfor så meget som muligt. På Vallensbæk Skole er det ikke noget problem. Der er store udearealer og de har mulighed for at bruge naturskolen. Derudover har hver klasse et eget areal på boldbanerne, der er markeret med afspærringsstrimmel.

Distriktsleder Annette Belling har set lærernes kreativitet blomstre med de nye krav til undervisningen.

– Det har været helt formidabelt at se den kreativitet, som lærerne har udvist. I går var der dronningeløb i anledning af dronningens fødselsdag. Der var fødselsdagssang i skolegården og der var masser af spil og aktiviteter udenfor. Det er noget, vi skal holde fast i, også når det her er slut, siger hun.

Den første onsdag var det ikke alle børn, der mødte i skole, men Annette Belling forventer, at det kommer til at ske efterhånden.

– Der har været positive tilbagemeldinger fra forældrene, men der er også nogle, der er urolige ved at sende deres børn i skole, som har valgt at vente lidt. Når de fra vennernes forældre hører, hvordan vi er kommet i gang, så tror jeg, de føler sig trygge og oplever, at det er ok at sende børnene i skole, siger hun.

Personalet har også taget opgaven med både at undervise og sikre elevernes sundhed.

– Tirsdag havde vi hygiejne-kursus for alle medarbejdere i skolegården – med behørig afstand mellem medarbejderne. Vi har noget, der hedder triv-møde mellem arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant og ledelse. Vi Skypede med hinanden i går, der var ros hele vejen rundt om bordet. Vi kunne ikke ønske os en bedre start, siger hun.

Børn er stadig børn

For de elever, der ikke bliver hentet omkring klokken 13, står resten af dagen på SFO. Det foregår i samme gruppe, der er i samme lokale eller samme område på græsplænen, som da de var i skole. Det har derfor været nødvendigt med mere personale.

– Normalt er vi kun 12 pædagoger, vi har nu 12 vikarer inde, så det koster nogle penge. Problemet er, at når der er 24 hold, så skal jeg have 24 mennesker, for børnene må ikke samles i andre grupperinger end dem, de er i, når de er i skole, siger SFO-leder Umi Rashid.

Det har givet en anderledes hverdag for børnene.

– Børnene har været glade for at gå i skole og SFO. Flere børn synes det er rart, fordi der er mindre larm end normalt, siger Umi Rashid.
Det samme oplever Annette Belling.

– Jeg kan se på børnene, at de har det skønt. De har glædet sig til at komme i skole. Til at være sammen med legekammeraterne igen, siger hun.
Og selvom man helst skal holde afstand, så er der også plads til krammere.

– Børn er stadig børn, og nogle gange har de behov for at blive trøstet, så skal vi selvfølgelig gøre det. De skal også mærke, at de er i den skole, de kender, med de voksne, de kender, siger Annette Belling.

Møder på Skype

For de ældste elever går der mindste nogle uger endnu, før de kan starte i skole igen. Men her er undervisningen på Skype ved at komme ind i en god rutine.

– Det er blevet sat meget mere i struktur. Så de tjekker ind via Skype om morgenen og så bliver de sat i gang. Så mødes de igen klokken 10 til en opsamling og så kommer der en ny lærer på. Vi har fået tilbagemeldinger fra forældre om, at det har været rigtig godt, at det er blevet sat i system. Vi har taget et kvantespring frem digitalt, og det må ikke forsvinde, når corona-epidemien er overstået, siger Annette Belling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top