Glostrup Skole har bedre resultater
Glostrup-Skole2.jpg
Eleverne fra Vestervang fik markant bedre karakterer end for to år siden. Foto: Heiner Lützen Ank (arkiv)
GLOSTRUP. Kvalitetsrapporten for Glostrup Skole viser en fremgang i forhold til for to år siden, så eleverne nu klarer sig som forventet

Hvert andet år skal kommunalbestyrelsen godkende kvalitetsrapporten for folkeskolen. For to år siden gav rapporten anledning til en del debat i kommunalbestyrelsen, da den viste en tilbagegang. Denne gang viste rapporten en fremgang – og der var ingen debat om den. Folkebladet havde i efteråret et længere interview med den nu forhenværende skoleleder, Yasar Cakmak, hvor han fremhævede især de positive resultater på Vestervang. Her var snittet i de bundne prøvefag til folkeskolens afgangsprøve i 2017 4,4. Sidste sommer var det steget til 6,2. Det er stadig det laveste snit i Glostrup, men noget tættere på topscoreren Søndervang, der sidste år havde et snit på 7,0.

Man bruger ofte den socioøkonomiske reference i denne sammenhæng. Det er et mål for, hvor gode karakterer, man kan forvente elverne vil få ud fra deres forældres baggrund. Her scorer Vestervang, Søndervang og Skovvang alle 0,1 point under det forventede, mens Nordvang scorer 0,5 point under det forventede.

Derudover er der også fremgang i andelen af elever, der får et snit på mindst to i dansk og matematik, så de kan komme ind på en ungdomsuddannelse. Og der er en stigning i andelen af elever, der søger ind på en ungdomsuddannelse – her er andelen højere end landsgennemsnittet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top