Ny corona-jobbank skal skaffe ekstra hænder i kommunen
2019-09-19_at_18-07-10__DSC7332x-1.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel (arkiv)
BRØNDBY. Med udbruddet af corona-virus kan kommunerne risikere at mangle hænder. Det forsøger Brøndby Kommune at undgå men en ny corona-jobbank, hvor borgere med en sundhedsfaglig baggrund kan melde sig til at give en ekstra hånd med, hvis det brænder på

Der kan blive behov for ekstra hænder, der kan hjælpe i forbindelse med corona-bekæmpelse.

Flere steder har kommuner og regioner oprettet specielle corona-jobbanker, så de undgår at komme i en situation, hvor der mangler hænder til at give de svageste borgere en tryg og forsvarlig pleje.

Det gælder også i Brøndby Kommune, der ønsker at være på forkant med udviklingen under corona-epidemien.

– Lige nu passer vi vores ældre og svage borgere, som vi plejer at gøre. Vi forbereder os dog på, at der er flere borgere, der kan blive udskrevet fra hospitalet tidligere end normalt, forklarer Lisbeth Sommer, der er ældrechef i Brøndby Kommune.

Med den nye corona-jobbank, der henvender sig specifikt til folk med en social- eller sundhedsfaglig baggrund, håber kommunen at kunne rekruttere ekstra midlertidig arbejdskraft, hvis det skulle blive nødvendigt.

– Vi risikerer også, at vores personale bliver ramt af sygdom og må blive hjemme. Både fordi de kan have det skidt, men også for at undgå at de smitter både borgere og kollegaer, siger Lisbeth Sommer og tilføjer, at kommunen arbejder med en række forskellige scenarier for at undgå situationer, hvor der akut mangler personale.

Et supplement

Jobbanken er blot et af mange tiltag i bekæmpelsen af corona-virus, som Brøndby Kommune har iværksat.

– På tværs af faggrupperne i kommunen er der lavet aftaler om at låne arbejdskraft, hvis vi kommer derud, hvor vi simpelthen ikke har hænderne, siger Lisbeth Sommer.

Ifølge ældrechefen vil kommunen prioritere opgaverne, så det stadigvæk er plejepersonalet, der står for de mest komplekse plejeopgaver.

– Udover det har vi forsøgt at timelønsansætte så mange som muligt med en plejefaglig baggrund. Vi har kontaktet nogen, som allerede er gået på pension, og nogle af vores studerende, som vil arbejde noget ekstra, fortæller Lisbeth Sommer og tilføjer, at corona-jobbanken hjælper kommunen med at nå ud til folk, de i forvejen ikke kender.

Med jobbanken har hun og kommunen en ekstra sikkerhed, hvis det hele vælter. Fredag morgen havde kommunen 55 personer i jobbanken.

– Det rigtigt positive og glædelige er, at der er så mange, der gerne vil hjælpe, hvis vi står i en situation, hvor vi simpelthen er ude på det yderste, siger Lisbeth Sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top