Skolerne langt fra målsætningen
HLA_0243.jpg

Egholmskolen

Kvalitetsrapporten for Vallensbæks skoler var ikke lutter lagkage. Foto: Heiner Lützen Ank (arkiv)
VALLENSBÆK. Det gik ikke så godt ved folkeskolernes afgangsprøve sidste år, som det har gjort tidligere i Vallensbæk, hvor resultatet endte på en 65. plads, mens målet er top 25

Hvert andet år får kommunalbestyrelsen en rapport over, hvordan det står til i de kommunale folkeskoler. Rapporten for Vallensbæk blev behandlet på mødet i marts, og det er ikke positiv læsning.

– Kvalitetsrapporten er ikke lutter lagkage. Den viser, hvor der er plads til forbedring, og det er der, sagde borgmester Henrik Rasmussen (K).
Kvalitetsrapporten dækker meget bredt. Der er for eksempel fokus på, hvor stor en andel af timerne i hvert fag, der bliver undervist af en lærer med faget som linjefag. Samlet set er det 88 procent for Vallensbæk Kommune, hvilket er på niveau med landsgennemsnittet. Det går også fint med trivslen på skolerne og med at få inkluderet elever med behov for støtte.

Dårligere karakterer

Politikernes største fokus er normalt på karaktererne. Her lå skolerne i sommeren 2017 og 2018 0,2 point over gennemsnittet, hvilket var nok til at opfylde målsætningen om en plads i top 25. Sidste år endte snittet 0,3 under landsgennemsnittet, hvilket bragte skolerne ned som nummer 65. Det var flere politikere utilfredse med.

– Vi vil gerne sikre, at vi bliver ved med at have nogle gode skoler og at vi i kommunen lever op til vores mål om at være blandt de 25 procent bedste, sagde Henrik Rasmussen.

Søren Wiborg (S) mente, at det kunne blive nødvendigt at finde flere penge til skolerne.

– Vi ligger ikke så godt på 9. klassernes afgangseksamen fra sidste år. Jeg håber, at det, som forvaltningen har lavet af tiltag, skolernes handleplaner og tiltagene i budgetforliget vil give bedre resultater. Hvis der ikke kommer bedre resultater, så har jeg svært ved at se, at der ikke skal flere midler til skolen, sagde han.

Kenneth Kristensen Berth (DF) mente, at der skal mere fokus på faglighed.

– Den her kvalitetsrapport styrker det, vi har sagt gennem længere tid: Der skal mere fokus på kvaliteten i vores folkeskoler. Problematikken omkring mobning synes jeg også, vi skal kigge på.

Der er ikke noget i kvalitetsrapporten, der overrasker os, men det er jo ikke lutter lagkage. De store drøftelser om, hvad vi skal gøre, må vi tage i de kommende måneder, når vi er kommet ud af denne her situation, sagde han med henvisning til corona-krisen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top