Nyt om politik
GLOSTRUP. Uddrag fra kommunalbestyrelsesmødet i Glostrup

Nye gulve i sommerferien
Glostrup.
Der skal laves nye gulve i Glostrup Idrætsanlægs hal 1 og hal 3. Hal 1 er den, der bliver kaldt Glostrup Hallen. For at få gulvene leveret og installeret i sommerferien, hvor der ikke er så meget aktivitet, har borgmester John Engelhardt indgået en kontrakt med leverandøren. Det blev taget til efterretning af kommunalbestyrelsen.
Gulvene i de to haller bliver PU-gulve, der er lavet af et gummi-materiale. Hal 2 vil fortsat have et trægulv. I forbindelse med tidligere omtale af sagen har vi her i Folkebladet skrevet, at hal 2 ikke bliver benyttet til håndbold. Det er ikke korrekt, der er også tildelt håndboldtider i den hal.

3300 flere borgere i 2027
Glostrup.
Hvert år godkender kommunalbestyrelsen en befolkningsprognose, der er kommunens bedste bud på, hvordan befolkningstallet vil udvikle sig i de kommende år. Prognosen er lavet ud fra boligbyggeprogrammet, der er en oversigt over, hvor man forventer, der bliver bygget henne. Det bliver lagt sammen med nogle omfattende beregninger af, hvornår folk normalt flytter, får børn og dør.
Befolkningstallet i Glostrup steg fra 23.128 sidste år til 23.500 i år. Det er forventningen, at befolkningstallet stiger med 170 i år. Derefter tager stigningen fart og i 2027 topper det med 26.851 borgere hvorefter det vil falde svagt igen.
Kommunen har også beregnet et mere optimistisk scenarie, hvor der bliver bygget nogle ting, der ikke ligger helt lige for, for eksempel på taget af Glostrup Shoppingcenter. Bliver alt det til virkelighed, vil der i 2032 være 28.757 borgere i Glostrup.
Befolkningsprognosen bliver blandt andet brugt politisk, når man skal planlægge kapaciteten i daginstitutionerne. Denne kapacitet skal udbygges over de kommende år, da der i 2027 vil være 334 flere børn i daginstitutionsalderen end i dag.

Forkortelser: S: Socialdemokratiet, V: Venstre, DF: Dansk Folkeparti, SF: Socialistisk Folkeparti, EL: Enhedslisten, K: Det Konservative Folkeparti, BL: Bylisten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top