Coronakrisen har vredet armen om på volleyballklubben
2019-03-23_at_16-04-36_DSC_1323x.jpg

Foto: Robert Hendel

Der er lange udsigter til, at der igen kan blive spillet volleyball i hallerne i Brøndby. Foto: Robert Hendel
SPORT. Idrætslivet i Danmark er blevet ramt hårdt af corona-krisen. Også Brøndby Volleyball Klub oplever at, både fællesskab og økonomi er under pres. Klubben har mistet store summer penge under nedlukningen af Danmark

Nedlukningen af Danmark har været en dyr omgang for Brøndby Volleyball Klub. Formand Steen Spangen anslår, at corona-krisen har kostet klubben et indtægtstab på omkring 25 procent sammenlignet med sidste år.

Det store tab skyldes blandt andet, at fodboldklubben Brøndby IF i øjeblikket ikke spiller kampe i Superligaen. Her bemander volleyballklubben normalt tre boder, der indbragte klubben omkring 120.000 kroner i samme periode sidste år.

– De penge mangler vi i øjeblikket, og det er en stor udfordring for os, siger Steen Spangen.

Foruden indtægterne fra Brøndby Stadion må volleyballklubben også kigge langt efter de penge, den normalt tjener ved arrangementer i Brøndby Hallen og den årlige Brøndby Cup, der i år er blevet aflyst.

– I alt har vi vel mistet lige i underkanten en kvart million. Det svarer til 25 procent af vores indtjening. Det er hårdt, konstaterer Steen Spangen.

I venteposition

Usikkerheden om fremtiden og de manglende indtægter betyder, at Brøndby Volleyball Klub har måttet spare, hvor den kan. Blandt andet har klubben fra 1. august måttet opsige en lejlighed, som bliver brugt til de elite-spillere, der kommer langvejs fra.

– Det betyder så, at vi ikke har noget sted at have dem boende, hvis vi skal have nogle udlændinge, og det satser vi på, at vi skal, siger Steen Spangen.

Han og klubben har dog ikke haft noget valg. Der skal spares penge henover sommeren.

– Det giver noget usikkerhed. For hvis vi skriver kontrakt med nogle, der skal til landet, skal de jo have et sted at bo, lyder det fra Steen Spangen.

Formanden for Brøndby Volleyball Klub håber, at en stor del af tabet kan blive dækket via den støttepulje på 44 millioner som DGI og Dansk Idrætsforbund har afsat.

– Vi føler, at det er en stor del af vores økonomiske grundlag, der blev trukket væk under os, siger han og tilføjer, at også klubbens sponsorer er hårdt ramt.

Derudover har klubben på grund af corona-krisen måttet parkere et planlagt talentprojekt for at holde omkostningerne nede. Steen Spangen har dog opfattelsen af, at der trods modgangen er opbakning til klubben.

– Vi møder stor forståelse blandt vores medlemmer. På nær et par enkelte har alle medlemmer betalt kontingentet. Vi havde frygtet, at folk måske ikke ville betale, fordi de ikke kan træne, siger han.

Alle ungdomsturneringer er blevet aflyst, og volleyligaen er blevet afsluttet på skrivebordet. Det ærgrer formanden, der godt ville have spillet turneringen til ende.

Overvejer stranden

I mere end to måneder har klubben ligesom så mange andre i landet ikke kunnet træne og spille kampe på grund af risikoen for smitte med corona-virus.

– På nær dem, der spiller beachvolley, ligger det hele stille. Så opfordres de til at lave noget fysisk aktivitet hjemmefra, men det er heller ikke uden udfordringer siger Steen Spangen og tilføjer:

– Volleyligaholdet har kort til fitnesscenteret, men der kan de jo heller ikke gå ned for tiden.

Uvisheden om, hvornår klubben igen kan åbne for sine indendørsaktiviteter nager formanden.

– Ungdomsspillerne kan heller ikke lave så meget. Jeg overvejer at tage dem med på stranden, men beachvolleyball er svært, når man ikke er blevet så teknisk god endnu. Det er man som regel ikke, når man er 13-14 år, siger Steen Spangen.

Foruden de tekniske udfordringer er der en række restriktioner, som klubben skal have styr på, hvis breddemedlemmerne skal på stranden.

– Vi kan heller ikke bare tage hele truppen med ud på en gang. Den skal blandt andet deles op, så det er de samme, der træner sammen hver gang, siger Steen Spangen.

Lige nu afventer han og volleyballklubben, hvad der kommer til at ske.

– Hvis vi ikke får lov at komme indendørs, når det bliver varmt udenfor, bliver vi jo nok nødt til at gå på stranden, siger formanden.

Kommunen har anlagt en beachvolley-bane tæt på kajakklubben i Brøndby Havn, men den har ikke været benyttet særlig meget. Der skal derfor lægges nyt sand på banen, og det vil Steen Spangen ikke bede kommunen om, før han er sikker på, om volleyballklubben vil bruge banen.

– Det vil være dårlig stil at få kommunen til at bruge en masse penge på at sætte banen i stand, og så bruger vi den ikke bagefter. Det vil vi ikke byde dem, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top