Elever fordybet i vandhullets vilde liv
herstedhøje.jpg
Eleverne var meget modige og rørte ved flere af de dyr, de fangede i søen. Foto: Inge Christensen
GLOSTRUP. Der sker rigtig meget i naturen i øjeblikket, så selvom det kræver lidt ekstra rengøring, så får naturskolen ved Herstedhøje igen besøg af elever fra Glostrup. I sidste uge studerede en 4. klasse livet i søen

Mandag i forrige uge var 4.a fra Nordvangskolen på besøg ved Vestskovens Naturskole, hvor naturvejleder Inge Christensen havde forberedt et par timers undervisning ved Haakosøen. Klassens to lærere, Kate Frances Samuelsen og Else Hansen havde op til dagen klædt eleverne godt på til forløbet, blandt andet med en kort videopræsentation. Så da klassen ankom til søen, gik der ikke længe, før alle elever var fordybet i jagten på de mange forskellige dyr, som både blev undersøgt og bestemt.
Begejstringen var stor, for netop nu er der rigtig mange haletudser. Så i løbet af blot 10 minutter myldrede det med haletudser i spandene. Det gav mulighed for en god snak om, at vores padder er fredet i Danmark og at vi skal passe godt på dem. Det blev taget meget bogstaveligt.
– NEEEJ, den spiser en haletudse, skreg en gruppe piger inde mellem træerne.
De satte efterfølgende deres vandkalvelarve tilbage til vandhullet, da den havde spist en af deres haletudser. Det gav en god anledning til at snakke om fødekæder i søen, men det ændrede ikke pigernes holdning – den var ond ved deres haletudse og skulle ikke være i deres spand.

Fisk i søen
Efter at eleverne havde fanget dyr med net en lille times tid, tømte Inge Christensen de udsatte fiskeruser. Spændingen var høj, men da den første ruse blev trukket ind, var den tom og skuffelsen lyste ud af alle eleverne. Anderledes så det heldigvis ud, da den anden ruse blev trukket op, eleverne brød ud i jubel. Der var 15-20 skaller og karusser i rusen.
Haletudserne blev sat tilbage i søen igen, for nu fik fiskene al opmærksomheden og mange af eleverne fik flyttet grænser.
En af drengene var meget nervøs i starten og turde næsten ikke røre fisken, men med rigtig god hjælp og støtte fra Else blev frygten til fascination, da han sad med fisken i hånden og nærstuderede den.
Da klassen skulle tilbage til skolen, gav både børn og voksne udtryk for, at det havde været en rigtig god dag.
Naturskolen er et tilbud, som mange klasser fra Glostrup Skole benytter under normale omstændigheder. Det skal de også have mulighed for, selvom der er forholdsregler på grund af corona, mener Inge Christensen.
Forløbene bliver derfor lidt kortere og Inge Christensen må bruge meget tid efterfølgende på at rengøre udstyret, som eleverne har brugt, inden det skal bruges af andre elever. Men det gør hun gerne.
– Det er al den ekstra rengøring værd, at se glæden hos eleverne, når de får nye oplevelser i og med naturen, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top