Makerspaces printer visirer til hjemmeplejen
visir3.jpg
Sådan ser de færdige visirer ud.
VALLENSBÆK. På Egholmskolen var 19 3D-printere i sidste uge i gang med at printe 300 visirer. Visirerne skal bruges af kommunens hjemmepleje

Der er hårdt brug for værnemidler til plejepersonalet i disse tider. Heldigvis er der også godt gang i kreativiteten og hjælpsomheden rundt omkring. En af dem, der har været begge dele, er Anders Nissen. Han er til daglig IT-medarbejder på Egholmskolen og desuden medlem af netværket ’Makers mod Corona’, hvis medlemmer står for at producere værnemidler til sundhedspersonale over hele landet. Værnemidlerne er en vigtig del i kampen mod corona.

– Det er vigtigt, at vi hjælper der, hvor vi kan, og det er grunden til, jeg står her. Jeg ved, at der mangler værnemidler, og det er superfedt at kunne hjælpe og se, at vi gør en forskel, siger Anders.

Visirerne er godkendt af Sundhedsstyrelsen og bliver printet efter en fil, som ’Makers mod Corona’ har lavet. 3D-printerne printer den hårde bøjle, hvorfra der skal hænge et stykke plastik som beskyttelse. Plastikbeskyttelsen er lavet af transparenter fra gamle overhead-projekterer, der lå i rådhusets kælder, og som nu er blevet upcyclet. Opgaven med at samle bøjle og plastikbeskyttelse har medarbejdere i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus stået for.

For at have nok printere har Anders suppleret med printere fra Vallenbæk Skole og Pilehaveskolens makerspace-lokaler. Hans lille printerfarm kan printe i alt 120 visirer om dagen.

Hvad er et makerspace?

Et makerspace er et lokale eller område med forskellige teknologiske værktøjer til rådighed, f.eks. 3D-printere, laserskærere og folieskærere, men også klassiske redskaber til prototyper såsom ispinde, pap og lim. Redskaberne giver mulighed for undervisningsforløb, hvor eleverne kan designe og producere konkrete objekter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top