Nyt om politik
POLITIK Uddrag fra kommunalbestyrelsesmødet i Glostrup

Merforbrug som forventet
Glostrup.
Glostrup Kommune har de seneste år haft økonomiske udfordringer, hvilket sidste forår førte til en spareplan på 26 millioner kroner, ligesom budgettet for i år var præget af besparelser. Kommunale besparelser tager dog tid, derfor blev der sidste år brugt 28,7 millioner kroner mere end forventet, da budgettet for 2019 blev vedtaget i efteråret 2018. Det samlede regnskab viser et underskud på 88,5 millioner kroner. En del af dette var dog planlagt, da Glostrup Kommune over de seneste år har opbygget en stor kassebeholdning på grund af ekstraordinære skatteindtægter. Det er ikke forventningen, at underskuddet vil give en bøde fra regeringen, da kommunerne samlet set har brugt mindre på drift end forventet.

Aflyser ferie og festival
Glostrup.
Det var planen at afholde Glostrup Festival sidste lørdag i august i år. Men da der er forbud mod festivaller til og med august besluttede kommunalbestyrelsen at aflyse årets festival i stedet for at forsøge at flytte den til senere på året, hvor der også var risiko for aflysning og der er risiko for dårligere vejr.
Glostrup Kommune arrangerer hvert år en ferierejse for pensionister. I år var der planlagt en fem-dages bustur til Sønderborg. Der var 43 tilmeldte, men på grund af corona-nedlukningen er den også aflyst og pensionisterne får deres penge tilbage.

Anlæg enstemmigt vedtaget
Glostrup.
Kommunerne har fået lov til at investere mere i anlæg i år. Derfor har partierne bag Glostrup Kommunes budget for i år lavet en plan for at investere i alt 27 millioner kroner, for eksempel i renoveringer af kommunale ejendomme og LED-belysning i gadelamperne. Den overordnede plan blev vedtaget på kommunalbestyrelsens møde i april, hvor også de fire øvrige partier stemte for.
En del af investeringerne kan finansieres ved lån, så der ikke bliver trukket på kassebeholdningen. For eksempel giver den nye LED-belysning en årlig besparelse på el-regningen, som man så kan bruge på at afbetale lånet. Andre af investeringerne er nogle, der var planlagt til de kommende år.
Frem mod sommerferien skal de enkelte udvalg og til sidst kommunalbestyrelsen godkende de endelige projekter.

Forkortelser: S: Socialdemokratiet, V: Venstre, DF: Dansk Folkeparti, SF: Socialistisk Folkeparti, EL: Enhedslisten, K: Det Konservative Folkeparti, BL: Bylisten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top