SommerCamp bliver lokal
VALLENSBÆK. SommerCampen byder fremover stadig på masser af aktiviteter for børn på kommunens SFO’er, men nu bliver det med forankring i de lokale SFO’er

I uge 28, 29 og 30 er der traditionen tro SommerCamp i Vallensbæk. Det er aktiviteter for elever, der skal starte i 0. til 3. klasse efter sommerferien. Siden 2010 har der været fælles SommerCamp for børn fra alle tre SFO’er. Sidste år deltog omkring 80 børn i SommerCampen.
På kommunalbestyrelsens seneste møde, blev det vedtaget, at SommerCampen bliver en smule anderledes i fremtiden. Børnene vil fremover have base i deres egen SFO, hvor de vil være tre dage om ugen, mens der to dage om ugen vil være fælles aktiviteter. Det kan for eksempel foregå på idrætscenteret, i naturskolen Bækkehuset og på seniorhuset Korsagergård. Det er nemlig planen, at aktiviteterne ikke kun skal være for børn i SFO-alderen. Kommunens foreninger bliver inviteret med til at udvikle og deltage i aktiviteterne, og der er tanker om at lave aktiviteter i samarbejde med Seniorhuset Korsagergård og plejecentrene, så der kan opstå møder på tværs af generationer.
Corona-forholdsreglerne betyder dog, at SommerCampen til sommer ikke bliver som planlagt, da der for eksempel stadig skal tages hensyn til at beskytte de ældre mod smitte og børnene ikke må samles på tværs af skolerne.
I hver af de tre uger kommer aktiviteterne til at dreje sig om et tema. Til sommer er det ind til videre planen at bruge temaerne Olympiske Lege i Vallensbæk, hvor der skal arbejdes med bevægelse, forskellige sportsdiscipliner og turneringer på tværs af generationer. Det andet tema er kunst og kultur, hvor børnene skal bruge alle deres sanser og kreative sider. Det tredje tema er gastronomi, hvor der laves mad på bål, sjove og anderledes retter.
I Vallensbæk er børn, der skal starte i skole, allerede startet i SFO. Tidligere har det været utrygt for de børn, der er ned til fem år gamle, at blive flyttet til en anden SFO end deres egen, det bliver ikke nødvendigt med den nye organisering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top