Utraditionel kåring af årets træner
Aaretstraener2019-2020_Emil.jpg
Emil Lynge Bentved blev årets træner i IF32 Glostrup Gymnastikforening. Foto: Cecilie Kondrup Karlsson
SPORT. Der blev ikke afholdt nogen forårsopvisning, men årets træner blev alligevel kåret i IF32 Glostrup Gymnastikforening

Traditionen tro kårer IF32 Glostrup Gymnastikforening årets træner ved den årlige forårsopvisning i Glostrup Hallen. Den blev jo desværre aflyst i 2020 som følge af corona-krisen.

Men bestyrelsen ville alligevel gerne hædre årets træner, så man valgte i slutningen af april at overraske og udnævne årets træner hjemme hos træneren.

Ved overrækkelsen af pokalen i en privat have var der sikret god afstand mellem de fremmødte repræsentanter fra foreningen og årets træner og familie.

Årets træner

Årets træner blev Emil Lynge Bentved. Han har været aktiv i IF32 Glostrup Gymnastikforening siden han var 1,5 år gammel, og siden 2013 har han været træner. Først som hjælpetræner for både spilopperne og de mindste spring-/rytmehold.

Som årene er gået, har han fået mere og mere ansvar.

Han er en ledende del af nogle rigtig gode trænerteams fordelt på forskellige hold og har også været med til at arrangere og afvikle GymCamps i sæson 18/19 og 19/20.

– Emil går ind til trænergerningen med stor energi og entusiasme, ligesom han altid er villig til at træde til, hvis der er forfald. Senest er Emil blevet udpeget af de resterende trænere, som deres repræsentant i vores bestyrelse. Et tillidserhverv som vi føler årets træner tager meget seriøst. Emil er i indeværende sæson træner på 6 af foreningens hold, og er et stort aktiv i vores forening, sagde formand Erik Rybtke.

Afsluttet sæson

Foreningen holder sig opdateret omkring myndighedernes anvisninger og håber snart at kunne udmelde en dato for årets udsatte generalforsamling, ligesom der arbejdes på en fornuftig og hyggelig løsning omkring udlevering af de gymnastikdragter og T-shirts, de forskellige hold var blevet lovet op mod opvisningen. Sommergymnastikken forår 2020 er blevet helt og aldeles aflyst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top