Velhaverkommune? – Vallensbæk?
debat.jpg
DEBAT. Af Jan Høgskilde (K), Medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk

Man skulle tro, at Vallensbæk hørte til de allerrigeste kommuner når vi er udset til at være den kommune, der skal aflevere 3. flest – flere – penge i kommunal udligning. Beløbet er opgjort pr. indbygger, hvilket vel er den rigtige måde at opgøre det på. Hele 16,7 mio. kr. har reformen sat det til. Når jeg går rundt i Vallensbæk, synes jeg vi har en rigtig dejlig kommune – men at være helt i top rent indtægtsmæssigt synes jeg ikke det ser ud til.
Og det giver endnu mindre mening når vores nabokommuner – igen – skal modtage ekstra. Brøndby har fx en lavere skatteprocent 24,3% og står alligevel til at få omkring 26 mio. kr. mere i udligning? Jeg forstår ikke, at der i reformen overhovedet ikke er indbygget incitamenter til at drive en kommune effektivt, få mennesker af udenlandsk herkomst integreret og give dem nogle gode uddannelser. Alle parametre, hvor jeg faktisk mener vi i Vallensbæk gør det rigtig godt. Men det synes, som en given ting, at reformen under et skulle flytte flere penge til Jylland, fx får Herning og Vejle flere. Sidst jeg besøgte de to steder så de ikke fattige ud.
Det synes som en given sag, at reformen skulle give flertallet af S og V kommuner flere penge og resultatet er så blevet, at flertallet af konservative skulle betale.
En positiv nyhed var der dog. Det forpligtigende samarbejde med Ishøj synes at kunne ophøre. Det vil til gengæld være en fordel for Vallensbæk. Det giver mulighed for en tættere budgetopfølgning hos os og at vi kan samarbejde med de, der kan tilbyde os de bedste vilkår. Vi vil sikkert fortsætte samarbejdet med Ishøj – og andre kommuner omkring os. Frihedsbrevet er derfor en fantastisk nyhed for Vallensbæk. Og naturligvis er Vallensbæk bæredygtig, når man kan bede os betale 16,7 mio. mere i udligning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top