Afsked ude under åben himmel
Dimission-6.jpg
BRØNDBY. Torsdag sagde 9. klasserne på Brøndbyvester Skole farvel efter 10 år med en noget anderledes dimissionsfest. Den blev nemlig holdt som drive-in dimission på Brøndbyhallens parkeringsplads

’Jeg vil ud, ud under åben himmel’ sang Tøsedrengene på deres tredje album. Siden er sangen blevet populær ved dimissioner, hvor budskabet jo passer rigtig godt for de unge, der kan nyde en glad sommer efter 10 års skolegang.

Torsdag eftermiddag spillede lærere fra Brøndbyvester Skole også sangen for eleverne i 9. klasse, der var til dimission. Denne dag kunne man dog læse endnu en betydning ind i 80’er hittet. Dimissionen blev nemlig i bedst corona-ånd holdt ude under åben himmel. Skolen havde lånt parkeringspladsen foran Brøndbyhallen, hvor de holdt drive-in dimission. En dimission, som vil blive husket som noget helt ekstraordinært.

– I første omgang skulle vi finde ud af, hvor vi kunne være henne. Heldigvis ligger Brøndbyhallen lige på den anden side af vejen. Så spurgte vi dem, om vi måtte være der, det var de heldigvis med på. Vi fik fat i en lastbil, som vi kunne bruge som scene. Når der er mere end 50 biler, skal man søge politiet om tilladelse og lave en risikoplan, det skulle også lige ordnes. Det er nogle af de ting, der er gået forud for i dag. Heldigvis har vi mange glade medarbejdere, der gerne vil være med til at give deres 9. klasser en god afsked, siger Joachim Kjølberg, skoleleder på Brøndbyvester Skole.

Ingen håndtryk

På den store parkeringsplads ved Brøndbyhallen kom folk kørende ind fra den sydlige indkørsel. Her blev de modtaget af lærere, der gav alle en seddel til forruden og en vejledning i, hvor de skulle parkere. Bilerne blev parkeret klassevis i tre til fire rækker med front mod scenen og Brøndbyhallen. Efterhånden som folk ankom, steg eleverne ud og hilste for det meste corona-venligt på hinanden.

Da selve dimissionen startede sad alle dog i deres biler igen. Der var højttalere ved scenen, men derudover havde skolen skaffet en lille fm-sender, så man kunne lytte med via bilradioen. Den anden vej kunne optrædende og talere jo ikke høre forældre og elever klappe, så de blev i stedet opfordret til at dytte. Det gjorde de lystigt efter musikken, i forbindelse med kåringerne af årets kammerat og årets slider og efter Joachim Kjølbergs dimissionstale.

Eksamensbeviserne blev overrakt på næsten sædvanlig vis, ved at eleverne kom op til Joachim Kjølberg. I stedet for et hjerteligt håndtryk, blev de dog overleveret med den corona-venlige albue mod albue hilsen.

Anderledes skolegang

En af dem, der afsluttede 9. klasse, var Mathilde Henriksen Bennetzen fra 9.ID. For hende og klassekammeraterne har de seneste måneder været en mærkelig afslutning på 10 års skolegang.

– Det har været underligt, vi har ikke set vores klasse særlig meget. Vi måtte ikke kramme, vi måtte ikke give hånd, vi måtte ikke komme tæt på hinanden. Så det har været en meget underlig oplevelse, siger hun.

Coronaen har blandt andet betydet, at sidste skoledag med karamelkast og så videre er blevet aflyst.

– Det har været meget svært. Det er jo den sidste afslutning på skolen, der er blevet aflyst. Det har taget hårdt på mange af eleverne, det er nedern ikke at have den afslutning, siger hun.

Hun er dog glad for, at skolen har gjort en ekstra indsats for at lave en dimission.

– Jeg synes det er fedt, hvis alternativet var, at det blev aflyst. Jeg tror det bliver en rigtig hyggelig aften med vennerne og deres familier, siger hun.

Joachim Kjølberg har også bemærket, at det har været hårdt for eleverne.

– I begyndelsen tænkte de fedt, ingen skolegang. Men jeg tror ikke der gik lang tid, før de begyndte at savne noget. De har savnet alle traditionerne. Vi har været ærgerlige over ikke at kunne tilbyde dem en gallafest i april, som vi plejer. Vi er ærgerlige over, at vi ikke kunne tilbyde dem skriftlige prøver. Eleverne synes faktisk også, at det er ærgerligt, at de ikke kunne få lov til at gå op til de prøver, som de har øvet sig på i 10 år. Sidste skoledag med karamelkast blev ikke muligt, mundtlige prøver blev heller ikke muligt, siger han.

Til gengæld fik eleverne en dimission, der går over i historien.

– En egentlig dimission i vores idrætshal, som vi plejer at holde, det blev heller ikke muligt, så vi gik i gang med at undersøge, hvad det muliges kunst var. Når Mads Langer og alle mulige andre kunstnere kan arrangere drive-in koncerter, så ville vi også kunne lave en drive-in dimission. De får noget enestående og helt unikt med sig, siger skolelederen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top