Flere tilskuere til derbykamp
2020-06-14_at_21-26-56_DSC_9424x.jpg

Foto: Robert Hendel

Til det kommende opgør mod FC København kan Brøndby IF se frem til lidt flere tilskuere på lægterne. Foto: Robert Hendel
SPORT. Der kommer formentlig mere liv på lægterne, når Brøndby IF på søndag får lov til at lukke op mod 3.000 tilskuere ind til opgøret mod FC København

29. spillerunde af Superligaen bliver med stor sandsynlig bedre besøgt end de seneste fire runder.

Som et forsøg har myndighederne givet lov til at gennemføre tre kampe med flere end 500 tilskuere, som er det foreløbige maksimum på grund af corona-smitterisikoen.

En af kampene bliver opgøret mellem Brøndby IF og FC København på søndag den 21. juni klokken 18 på Brøndby Stadion. Forud for kampene vil Rigspolitiet beslutte, hvor mange personer der må være til stede til kampen. Stadionerne bliver inddelt i sektioner med maksimalt 500 tilskuere i hver. Det er samtidig et krav, at publikum så vidt muligt sidder ned under kampene.

– Med de nye paragraffer i den netop offentliggjorde bekendtgørelse, hvor der skal være to meter mellem hver tilskuer, vil vi ud fra vores umiddelbare beregninger kunne lukke et sted mellem 2.500 og 3.000 personer ind til derbyet, siger Brøndby IF’s administrerende direktør Ole Palmå til klubbens egen hjemmeside.

Han kan derfor se frem til, at der bliver lidt mere stemning på tribunen til søndagens opgør.

– Vi har ét ønske, og det er at dansk fodbold så hurtigt som muligt igen får mulighed for at afvikle kampe med så mange tilskuere som muligt i forhold til de protokoller, der er udarbejdet, lyder det fra Ole Palmå.

Det bliver kun tilhængere af Brøndby IF, der får adgang til kampen, og det vil senere blive meldt ud, hvordan billetsalget til kampen vil blive håndteret.

– Men det ligger fast, at det vil være sæsonkortholdere og partnere, som vil blive prioriteret ligesom i weekendens kamp mod AGF, siger Ole Palmå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top