Flyderen giver sundhed og samvær
cykel-2.jpg
Torsdag var flyderen på tur til gadekæret i Hvissinge. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Ældrecenter Hvissinge har fået en firpersoners motionscykel kaldet flyderen. Den skal bruges til at tage de ældre med på tur i lokalområdet, hvor de hygger sig og får noget motion

Solen skinner over Hvissinge. Ved det gamle gadekær holder Ældrecenter Hvissinges nye cykel flyderen med to fra personalet og to beboere ombord.
På forsædet sidder Irene. Hun har allerede været på tur med flyderen flere gange, selvom ældrecenteret kun har haft cyklen et par uger. En mand kører forbi i en åben bil og Irene vinker. Manden nikker høfligt igen. Da det tidligere var en børnehave, der gik forbi, vinkede de tilbage.
– Nej, hvor er her dejligt, udbryder Irene og begynder at synge ”Velkommen i det grønne”.
Hun nyder turene i fulde drag.
– Vi kører ud i det grønne. Det er så lækkert at se naturen på den her tid. Blomsterne dufter og træerne går hele vejen hen over stien, når vi kører i skoven. At få den her er lykken, siger hun.

Bevægelse
Flyderen er anskaffet af foreningen Ældrecenter Hvissinges Venner, der er en frivillig forening, der skal gøre det lidt sjovere at bo på plejehjem. De har fået støtte til flyderen fra Velux-fonden og Glostrup Kommune.
Af de fire pladser i flyderen er pladsen forrest til venstre reserveret til en chauffør, der styrer og bestemmer farten ved at regulere, hvor meget den indbyggede el-motor skal hjælpe til, når der bliver trådt i pedalerne. Alle ombord er spændt fast med sikkerhedssele og bruger styrthjelm.
På grund af corona-restriktionerne er det dog indtil videre ældrecenterets personale, der kører cyklen.
Flyderen er en del af projektet Hvissinge i Bevægelse, fortæller Anette Paulsen, frivillighedskoordinator på centeret.
– Mange af vores borgere har nedsat funktionsevne, de kan ikke gå særligt lange ture, men med den her kan de komme ud i naturen alligevel. De kan tage saftevand og kaffe med ud og nyde det et sted i naturen. Det skaber noget ro og balance i deres hverdag, siger hun.

Kan mærke det
Alle på cyklen har deres egne pedaler og hjælper med at få cyklen fremad. På turen til Hvissinge Gadekær er batteriet ikke ladet helt op, så chaufføren må ind i mellem bede om lidt hjælp, når det går op ad bakke. Passagerne kan nemlig selv styre, hvor meget de vil træde i pedalerne. Har de ikke kræfter til det, kan de lade helt være med at træde.
Irene har på denne tur sine pedaler stående i andet gear – det passer meget godt til hende. Men allerede efter få ture kan hun mærke, at det bliver nemmere at træde i pedalerne.
– Jeg kan godt mærke det kører lettere. Mine smerter i ben og ryg er også blevet mindre, så mit helbred er blevet bedre siger hun.
Det bedste for hende er dog stadig det sociale.
– Vi smiler og griner hele tiden. Så vinker vi til fremmede mennesker og de fleste af dem vinker igen. Vi får ikke bare glæden selv, vi giver den videre, siger Irene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top