Legendarisk friluftsbad er indbegrebet af velfærd
2020-06-18_at_16-20-45_DSCF1922-1x.jpg

Foto: Robert Hendel

Rødovre-borgmester Britt Jensen (S) og Brøndby-borgmester Kent Magelund (S) indviede torsdag det nyrenoverede friluftsbad i Vestbad. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Friluftsbadet i Vestbad er blevet restaureret med genopretning af parken og istandsættelse af bassinerne, så det i dag fremstår som ved indvielsen i 1958. Torsdag kunne borgmestrene i Brøndby og Rødovre klippe den røde snor

Sidste sommer havde en del badegæster formentlig set frem til at hoppe i vandet i den udendørs afdeling af Vestbad.

De vandhungrende gæster har dog måttet vente et år mere på at kaste sig i vandet under åben himmel i det 62 år gamle friluftsbad på grænsen mellem Rødovre og Brøndby.

Byggeriet blev forsinket, og friluftsbadet nåede derfor ikke at åbne i sommeren 2019, som det ellers var planlagt. Fredag slog friluftsbadet atter dørene op for de badelystne gæster.

– Vi har jo glædet os rigtig meget, så det er ærgerligt, at vi på grund af corona-situationen er nødt til at åbne med færre gæster, end vi normalt ville kunne have, forklarer den daglige leder af Vestbad, Ulrik Gjerstrup-Olsen.

Indviet torsdag

Den officielle indvielse af det totalrenoverede friluftsbad foregik torsdag eftermiddag, hvor Brøndby-borgmester Kent Magelund (S) og Rødovres borgmester Britt Jensen (S) med hver sin gyldne saks klippede det røde bånd i stykker.

– Det er intet mindre end en historisk dag. For alle i Brøndby. For alle i Rødovre. Ja, for alle i miles omkreds, indledte Kent Magelund sin tale ved den officielle indvielsesceremoni.

Det historiske friluftsbad ser efter renoveringen ud, som det gjorde ved åbningen i 1958. Dengang var det arkitektur af høj kvalitet og et godt eksempel på udviklingen af det moderne velfærdssamfund med lige muligheder for alle.

– Det er en kulturhistorisk perle, vi har her, og i 1958 var Vestbad som nu, indbegrebet af velfærd, lød det fra Rødovres borgmester Britt Jensen, inden hun og Kent Magelund hver tog en af de gyldne sakse i hånden.

Håber på god sommer

En af årsagerne til renoveringen af friluftsbadet er de nye krav til vandbehandlingsanlægget.

– Det er for at sikre, at kvaliteten af badevandet er så god som mulig for brugerne, forklarer Ulrik Gjerstrup-Olsen.

Og hygiejne er noget, som Vestbad har særligt fokus på i en tid med risiko for smittespredning af corona-virus.

– Vi har inddelt området i felter, hvor folk må ligge, og der er skilte, som viser, hvor mange personer der må være i hvert felt, siger Ulrik Gjerstrup-Olsen og tilføjer, at de forsøger at få det bedste ud af situationen.

Samtidig håber den daglige leder af Vestbad på en sommer, der byder på en masse solskin.

– Der er nok en del, der ikke kommer ud at rejse i år. Så jeg håber, at de får en ekstra god sommer, hvor de kan nyde godt af vores nyrestaurerede friluftsbad, siger Ulrik Gjerstrup-Olsen.

Renoveringen, der stod på i næsten to år, kom i stand med hjælp fra Den A.P. Møllerske Støttefond, der smed knap 32 millioner kroner i projektet, mens Rødovre Kommune og Brøndby Kommune, der sammen ejer Vestbad, har lagt 13 millioner i puljen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top