Ny skoleleder vil gøre andre gode
Rasmus_Tolstrup.jpg
Rasmus Tolstrup er ny overordnet skoleleder på Glostrup Skole. Foto: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. 1. august får Glostrup Skole ny skoleleder. Det bliver Rasmus Tolstrup, der siger, han vil spille skolens mange ledere og ansatte gode, så de kan gøre en forskel for byens børn

I december sidste år stoppede Yasar Cakmak som overordnet skoleleder i Glostrup øjeblikketligt efter en gensidig aftale med kommunen. Siden har Glostrup Kommune ledt efter en afløser.

Et bredt sammensat ansættelsesudvalg med forældre, ledere og lærere endte med at penge på Rasmus Tolstrup som 1. august bliver ny skoleleder på Glostrup Skole. Rasmus kommer fra en stilling som chefkonsulent i konsulenthuset Connector, hvor han har arbejdet med udvikling af ledelse og strategi.

Yasar Cakmak var både overordnet skoleleder og afdelingsskoleleder på Vestervang. Efter andre stillinger blev ledige, er organisationen blevet ændret, så Rasmus Tolstrup kommer til udelukkende at være overordnet skoleleder, mens Sandra Karmann fortsætter som afdelingsskoleleder på Vestervang, som hun har været det seneste halve år.

Fortsætter udvikling

Glostrups nye skoleder har fra tidligere ansættelser blandt andet ledelseserfaring fra Børne- og Socialministeriet, og han har også mangeårig erfaring fra Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

I forbindelse med ansættelsen af Rasmus siger Jonas Wittendorff, centerchef i Center for Børn, Unge og Familier:

– Glostrup Skole har udviklet sig enormt de seneste år. Jeg er glad og stolt over at kunne offentliggøre ansættelsen af Rasmus Tolstrup som vores nye skoleleder. Rasmus er den, der kan og skal fortsætte den positive udvikling af Glostrup Skole. Glostrup Skole får med valget af Rasmus en leder, som er stærk på ledelse og strategi, og som kan omsætte strategier og visioner til praksis. Rasmus har den ro, den erfaring og de kompetencer, der skal til for at både at skabe overblik og koordination på tværs af Glostrup Skole, og til at tage ledelse af de dygtige ledere, der i forvejen varetager ledelsen af de respektive skoleafdelinger på Glostrup Skole, siger han.

Skal være brobygger

Rasmus er uddannet i statskundskab, er 34 år, og bor på Vesterbro. Han går til jobbet med ydmyghed:

– Det er med en stor stolthed og en endnu større portion ydmyghed, at jeg stiller mig i spidsen for en af Danmarks største skoler. Eller måske skulle jeg hellere sige i baggrunden. For min vigtigste opgave bliver at spille skolens mange ledere og ansatte gode, så de hver dag kan stå i forreste linje og gøre en forskel for byens børn. Jeg håber blandt andet, at jeg kan bidrage som brobygger mellem skolen og rådhuset, så der kommer klare rammer og en tydelig retning for skolen. Og så vil jeg gøre mig umage for, at skolens mange dygtige ledere oplever mig som en nærværende leder for dem i hverdagen, siger skolens kommende leder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top