Nye sjove udfordringer i læsekonkurrence for børn
sommerbogen.jpg
Birgitte Klæbel (tv) og Gro Johanne Vase (th) fra Glostrup Bibliotek viser årets bogpræmier frem. Foto: Nana Theil-Jakobsen
GLOSTRUP. Læs i nattøj, anmeld en bog på video eller hør en lydbog. Det er nogle af de udfordringer, man kan vælge at løse, hvis man som barn deltager i “Sommerbogen 2020”

Igen i år har alle børn mellem 6 og 15 år mulighed for at deltage i Danmarks største læsekonkurrence “Sommerbogen”. Ligesom de tidligere år kan man tilmelde sig på biblioteket, læse tre bøger og skrive tre små anmeldelser for at få en splinterny bog i præmie, men i år er der også nye og anderledes udfordringer, man kan lave.

Fokus på oplevelsen
De nye udfordringer består blandt andet af at læse i nattøj, lytte til en lydbog, læse i mørket med en lommelygte eller læse en klumme i avisen. Udfordringerne udleveres, når man tilmelder sig ”Sommerbogen” og er blandt andet lavet for at få mere fokus på selve læseoplevelsen end på antallet af bøger, man læser. Som noget særligt på Glostrup Bibliotek er der i år også mulighed for at indsende et videoklip med en anmeldelse af én bog i stedet for tre små skriftlige anmeldelser.

Tøm en boghandel
Alle, der gennemfører “Sommerbogen” kan vælge et splinternyt eksemplar af en bog som præmie. På Glostrup Bibliotek er bøgerne, man kan vælge imellem, udstillet i en glasmontre, så der allerede nu er mulighed for at udvælge den, man ønsker sig. Samtidigt har man mulighed for også at deltage i den nationale konkurrence om hovedpræmien, som er at få lov til at tømme en boghandel på 5 minutter, hvis man både løser 10 udfordringer fra udfordringsarket og enten laver tre små anmeldelser eller en videoanmeldelse. Skulle man være så heldig, er der vist læseudfordringer nok til resten af året.

Om Sommerbogen
Sommerbogen er en national læsekonkurrence for alle børn mellem 6 og 15 år.
I år finder den sted fra 12. juni og frem til 22. august.
Man tilmelder sig på sit lokale bibliotek og får samtidigt udleveret de udfordringer, man skal lave og aflevere, inden konkurrencen slutter den 22. august.
Det er gratis at deltage, og alle, der gennemfører, får en bog, de selv vælger, som præmie og deltager samtidigt i konkurrencen om at få lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top