42 år i en omskiftelig skole
Lene.jpg
Efter 42 år har Lene Jensen (til venstre) sagt farvel til Glostrups skolevæsen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Næsten 42 år nåede Lene Jensen at være ansat i Glostrups skolevæsen. Det blev 42 år, hvor hun nærmest konstant befandt sig lige der, hvor der skete mest i Glostrups skolevæsen. Hun var med, da Højvangskolen blev lukket, da Skovvangskolen blev udbygget og da Glostrup Skole blev dannet

Da juni blev til juli blev gik Lene Jensen, nu tidligere formand for Glostrup Lærerforening, fra at være ansat i Glostrup Kommunes skolevæsen til at være pensionist.

Hun startede ellers som ung lærer i 1978 med et ønske om ordentlige, rolige forhold.

– Jeg vidste, at vi ville købe hus i Glostrup, og jeg ville gerne have noget, der var tæt på. Den gang var der lærermangel. Så jeg gik ned til skoledirektøren, der spurgte, hvor jeg gerne ville hen, fortæller hun.

Den gang var fortællingen, at Vestervangskolen var rød, mens Højvangskolen var død. Hun valgte den sidste.

– Jeg tænkte, at det var mest ordnede forhold på Højvangskolen, siger hun.

De første år på skolen blev en god tid:

– Vi var mange unge lærere, der kom indenfor nogle få år. Det var fedt, for så kunne vi opbygge nogle nye traditioner, husker Lene Jensen.

Det valg skulle senere vise sig at få stor indflydelse på hendes karriere.

Ufrivilligt valgt

Dengang var styringen af skolevæsnet noget anderledes, end det er i dag. Der var en skolekommission, som havde det overordnede ansvar for kommunens skolevæsen. På hver skole var der et skolenævn, der senere er blevet omdøbt til skolebestyrelse, og et lærerråd. Lærerrådet var et vigtigt organ på skolerne, der kunne tage stilling til, om eleverne kunne få tildelt specialundervisning. De blev også hørt om læseplaner og undervisningsplaner.

På Højvangskolen var formandsposten for lærerrådet ikke en eftertragtet post – tværtimod var der ofte ingen kandidater.

– Der var ikke nogen, der havde lyst til at være lærerrådsformand. At være lærerrådsformand er borgerligt ombud, så man trak lod, og man kunne ikke sige nej. Hvis man var blevet valgt, så sad man i et år, forklarer Lene Jensen.

Den lodtrækning ”vandt” Lene Jensen.

– Lige da jeg startede tænkte jeg åh nej. Men til sidst syntes jeg faktisk, det var enormt spændende, så derfor blev jeg ved med at være det, siger hun.

Som formand for lærerrådet havde hun også en plads i skolenævnet, der i 1990 bliver til skolebestyrelsen mens lærerrådet bliver til pædagogisk råd.

– Det var midt i et skoleår, så jeg fortsatte bare som formand for pædagogisk råd med de samme opgaver, fortæller Lene Jensen.

Skolelukningen

I 1990 forslog politikerne i Glostrup at lukke Højvangskolen. Det kom meget bag på lærerne på skolen. Lene Jensen var mellemtiden blevet suppleant for tillidsrepræsentanten og var dermed en del af lærernes kamp.

– Det var hårdt. Det kom fuldstændig bag på os. Højvangskolen var den skole, der lå lige midt i kommunen. Selvom der ikke var så mange børn i bymidten, så havde vi 1,5 spor, der kom fra Vestervangsområdet. Vi var en meget populær skole. Vi prøvede på alle mulige måder at finde løsninger, hvor man ikke lukkede en skole, men hvor man gjorde Højvangskolen til en etsporet skole, der så kunne have alle specialklasser, siger Lene Jensen.

Den truende lukning satte gang i kreativiteten.

– Vi havde lige fået ny skolebestyrelse. Der sad nogle geniale folk, en reklamemand og en bankmand. Vi sad og talte med knappenåle for at finde ud af, hvordan det kunne lade sig gøre. Vi lavede også en avis sammen med Folkebladet. Men politikerne havde låst sig fast på, at vi skulle lukke. Man kunne lige så godt have lukket Vestervangskolen, der kunne bygningerne trods alt bruges til noget andet. Men der boede mange politikere i det kvarter.

Alle lærere og klasser fik lov at ønske, hvor de gerne ville hen. Oprindeligt var planen at dele dem ligeligt mellem Vestervangsskolen og Søndervangskolen. Men på grund af stor modstand fra forældrene endte det med, at kun en enkelt klasse blev flyttet til Vestervang, der derudover fik hele specialområdet. Lene Jensen afleverede en blank ønskeseddel.

– Jeg kunne ikke klare at alle de kollegaer blev spredt, husker hun.

” Højvangskolen var den skole, der lå lige midt i kommunen. Selvom der ikke var så mange børn i bymidten, så havde vi 1,5 spor, der kom fra Vestervangsområdet. Vi var en meget populær skole ”
– Lene Jensen

Næstformand

Lene Jensen blev i stedet lærer på den nybyggede Skovvangskolen. Kort efter blev hun næstformand i Glostrup Lærerforening.

– Da Højvangskolen lukkede var lærerforeningen delt i to. Der var os fra Højvangskolen mod alle de andre. Lærerforeningen havde været med i den skolerapport, der førte til lukningen af Højvangskolen, og havde på en generalforsamling fået opbakning med 60 procent til, at det var det, vi støttede. Det gjorde vi ikke på Højvangskolen. Der syntes vi, man burde have sagt fra. Der lå en besparelse på 12 millioner kroner, vhilket betød, at der var 35 lærere, der skulle fyres. Det synes jeg ikke, man skal have fingrene nede i som lærerforening, siger Lene Jensen.

For at bygge bro mellem de to fraktioner i Glostrup Lærerforening blev hun derfor opfordret til at stille op som foreningens næstformand. Der blev hun valgt i 1992.

Skoleopbygning

Da Lene Jensen flyttede til Glostrup i 1978 var området nord for Fraligsvej præget af gartnerier og industri.

– Jeg tænkte, her kommer der ikke til at ligge en hel by, men det gjorde der jo, husker Lene Jensen.

Det var nu børnene fra denne nye by, hun skulle undervise på Skovvangskolen.

– Det var rigtig spændende at være med til at bygge en skole op. At få lov til at finde ud af, hvordan en skole skal se ud. Hvad er det for en pædagogik, der skal puttes ind i skolen? Hvad er det for nogle traditioner, vi skal have?, husker Lene Jensen.

Skovvangskolen blev åbnet nedefra, hvilket vil sige, at de klasser, der ellers skulle være flyttet til Søndervang i 4. klasse fik lov at blive gående på skolen. Lene Jensen fik en 1. klasse på Skovvangskolen, som endte med at være den første klasse, der fik lov at blive gående.

– Jeg var så heldig at have den ældste klasse hele tiden, så får man lov at sætte præg på, hvordan tingene skal være, Siger Hun.

Da klassen er 6. Klasse, er udbygningen dog blevet forsinket, så kommunen ville gerne have dem flyttet til en anden skole. Det lykkedes dog at få lov at beholde dem på Skovvangskolen, men det krævede en del kreativitet.

– Vi havde lovet de børn, at de skulle blive gående på Skovvangskolen, så vi var nødt til at sige, det bliver I ved med, selvom der bliver lidt trængt. Da de skulle i 7. klasse, skulle de have valgfag. Vi lavede nogle besynderlige valgfag. Hjemkundskab havde vi på et gangareal. Om sommeren havde vi et hold, der hed mad over bål. Jeg havde et hold, der hed kæledyr. Jeg havde en papegøje og en kat med et øje, så det mente man, at jeg nok godt kunne gøre sjovt. Det mindede lidt om den corona-nødundervisning, der har været. Der var vi også nødt til at være kreative og bruge udearealerne, siger Lene Jensen.

Glostrup Skole

I 2002 døde Glostrup Lærerforenings daværende formand, Ernst Øxner, pludseligt. Som næstformand overtog Lene Jensen derfor formandsposten, som hun så blev valgt til efterfølgende.

– Ernst var en meget vellidt mand i Glostrup. Folk var meget søde til at tage hensyn, men der gik ikke meget mere end en måned, så havde man glemt, at det var synd for os. Men sådan skal det hellere ikke være. Vi skal ikke have noget i en forhandling, bare fordi det er synd for is, siger Lene Jensen.

I 2011 blæste forandringens vinde igen over skolevæsnet i Glostrup. En rapport havde anbefalet, at man rystede posen og omorganiserede skolen, for eksempel med en udskolingsskole. Igen blev Lene Jensen overrasket.

– Jeg havde ikke forestillet mig, at det kom, siger hun.

Igen kaldte det på hendes kreativitet.

– Vi demonstrerede mod det flere gange. Der var heldigvis fælles fodslag med forældrene og eleverne og der var et fantasitsk samarbejde med skolebestyrelserne. Jeg måtte lære dem, hvordan man demonsterer. Lærerforeningen købte en megafon, som forældre og elever stod og råbte i. Det lykkedes os at få rykket beslutningen. Ikke til at vi fik bevaret fire skoler, men til den mindst forfærdelige måde. Vi undgik, at 35 lærere skulle fyres. Det var det, der var lagt op til, siger Lene Jensen.

Skolestrukturen, der blev vedtaget dengang, er stort set den vi kender i dag.

Så efter 42 år i orkanens øje kunne Lene Jensen godt have ønsket sig lidt roligere forhold for Glostrups skolevæsen.

– Vi har haft alt for mange skift, der er brug for noget stabilitet i en skole. For Mange ændringer er ærgerlige for os, der gerne vil have ting til at forankre sig. Et barn, der skal gå 10 år i skole, skal gerne opleve, at der er en rød tråd i det. En ting er Glostrup Skole, men der er også kommet ting oppefra, som folkeskolereformen, ændrede arbejdstidsregler og så videre, siger hun.

” Vi har haft alt for mange skift. Der er brug for noget stabilitet i en skole ”
– Lene Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top