Borgmesteren forstår ikke sagens alvor
Debat.png
DEBAT. Vallensbæks borgmester formidler et direkte usandfærdigt billede af processen omkring lokalplan 102, Vallensbæk Byhave, der nu er mere end sat på pause af Planklagenævnet som følge af vores klage. Borgmesteren postulerer: ”det er to kritiske borgere, som står bag klagen. De selvsamme borgere har for kort tid siden meldt sig på den lokalpolitiske bane med […]

Vallensbæks borgmester formidler et direkte usandfærdigt billede af processen omkring lokalplan 102, Vallensbæk Byhave, der nu er mere end sat på pause af Planklagenævnet som følge af vores klage.

Borgmesteren postulerer: ”det er to kritiske borgere, som står bag klagen. De selvsamme borgere har for kort tid siden meldt sig på den lokalpolitiske bane med politiske interesser. Det er så ærgerligt, at så få borgere stikker en kæp i hjulet for de mange …”

Vi er ikke tjent med en borgmester, der nedgør og miskrediterer borgerne. Det fremgår jo af klagen, at der var over 20 indsigelser mod lokalplanen samt at syv borgere, herunder grund- og ejerforeninger og en interesseorganisation, klagede til Planklagenævnet.

Borgmesteren får både demonstreret sin autoritære demokratiopfattelse, og at han ikke har forstået, at Vallensbæks fantasifulde mistolkninger, efter Planklagenævnets vurdering, ikke har mulighed for at overholde regelsættet. Det fremgår således, at støjgrænseværdien på 58 dB skal ”være overholdt overalt i området – både ved facaden og på udendørs opholdsarealer”, når området ikke er eksisterende bymæssig boligbebyggelse. Det udelukker den 14 etagers støjdæmpende højhusbebyggelse.

Jeg er gjort bekendt med en lignende sag, hvor nævnet simpelthen ophæver lokalplanen.

Det bliver et alvorligt nederlag for kommunalbestyrelsesflertallet. De vil lede en selvstændig kommune, men demonstrerer konstant, at disse få ikke magter opgaven – ved at spille hasard med kommunens udvikling på de manges bekostning.

Det er prisværdigt, at borgerne stopper flertallets lovstridige fremfærd og påviser politikernes betændte forhold til sandheden. Selv S begræder, at de støttede lokalplanen og har selvfølgelig lov at blive klogere.

Efterhånden møder vi flere og flere vælgere, der nu siger: Vi plejer at stemme konservativt, men det gør vi ikke næste gang! For politikerne og forvaltningen i Vallensbæk magter ikke at administrere efter gældende regler. Derfor må vi have et nyt, mere intelligent flertal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top